Der var guld til to danske instruktør-talenter torsdag aften, den 9. oktober, da reklamefilmfestivalen Ciclope Awards løb af stablen i Berlin.

Den ene guldpris gik til Ludvig Frøkjær Thomsen for filmen ’Hairline’ i kategorien Special Section / Unsigned Director. 

Den anden til kurdisk-danske Ferhat Gurini for filmen ’The Lost Generation’ i kategorien Production / New Talent in Commercials.

Og for det unge instruktør-’føl’ hos New Land, Ludvig Frøkjær Thomsen, føles prisen som ”det ultimative skulderklap”, skriver han fra Berlin i en kommentar til Markedsføring.

”At det ovenikøbet er med et projekt, der handler om jagten på anerkendelse og følelsen af ikke at være god nok, er næsten komisk. Det gør det på en måde endnu mere meningsfuldt,” tilføjer han og understreger at netop Ciclope, der hylder håndværket og detaljen i film, betyder meget for ham.

Ludvig Frøkjær Thomsen uddyber:

”De seneste år har været en lang sej kamp med afslag fra filmskoler og festivaler, som har sået en del tvivl undervejs. For mig har det handlet om at blive ved, finde en balance mellem at kunne overleve og samtidig investere alt i de projekter, jeg virkelig tror på,” skriver han og tilføjer:

”Derfor er det ekstra fedt at mærke, at der et sted i verden sidder nogen, der anerkender det – og endda på et internationalt niveau, da det ikke altid har været tilfældet herhjemme.”

Guldvinder kan også fejre signing

For Ferhat Gurini – den anden unge danske guldvinder ved Ciclope Awards – er der endda mere at fejre, da han netop er blevet føjet til produktionsselskabet Bacons roster.

Det var også Bacon, der producerede Ferhat Gurinis vinderfilm ’The Lost Generation’, og han er begejstret over at slutte sig til Bacon, udtaler han i en pressemeddelelse.

“Fra starten har de fået mig til at føle, at jeg arbejder med dem og ikke for dem, så jeg er taknemmelig for, at vi har taget det næste skridt. Bacons største styrke er efter min mening deres seriøse og reflekterede tilgang til deres arbejde, som har tvunget mig til at være mere bevidst i mine produktionsvalg, og det har uden tvivl udviklet mig positivt,” udtaler Ferhat Gurini.

Samuel Cantor, COO og Executive Producer hos Bacon, siger om Ferhat Gurini:

“Lige siden vi begyndte vores fælles rejse med Ferhat sidste år, har han imponeret os igen og igen, både som person og som filmskaber. Han er intellektuel og en helt igennem i orden person, der samtidig besidder et soleklart talent og et tydeligt formsprog. Han har en særlig evne til at balancere æstetik, kulturel forståelse og en analytisk tilgang til at skabe film i korte formater, hvilket The Lost Generation er et godt eksempel på.”

Sat på verdenskortet

Hos New Land, er Thor Brammer Jacobsen, managing director og partner, ikke i tvivl om, at der er perspektiver i prisen for New Lands ’føl’, Ludvig Frøkjær Thomsen.

”For en ung, upcoming instruktør som Ludvig er det jo en fantastisk anerkendelse – og også en mulighed for at sætte sig selv på ikke bare landkortet, men verdenskortet. De udenlandske priser kan også være med til, at de danske kreative åbner øjnene og tænker: “Yes, ham skal vi da møde og lave noget med!”, skriver han til Markedsføring og tilføjer:

”Ludvig vandt også ved Young Directors Award i år, og har allerede siden da kunnet mærke, at det har skabt jobs for ham, som er i produktion nu.”

Sara Samsøe, executive producer og head of production hos New Land, glæder sig også over anerkendelsen af det unge talent:

”Vi er så glade for, at Ludvig bliver anerkendt – ikke kun for sit hårde arbejde, men også for den humoristiske tilgang til reklamer og film, han netop er så skarp til, og sit æstetiske, cinematiske udtryk,” skriver hun og tilføjer, at han i de seneste år bl.a. har assisteret Tore Frandsen. 

”Man kan virkelig mærke og se, at han har fulgt Tores fodspor. Vi spår ham en lysende fremtid og glæder os til at følge hans rejse,” skriver Sara Samsøe.

Håber pris giver projekter

Selv håber Ludvig Frøkjær Thomsen også, at prisen kan føre til mere.

”Jeg håber, det kan føre til flere projekter, der tør tage chancer og bevæge sig ud på usikker grund. Og at jeg får mulighed for at gøre det med nogle af de filmskabere, jeg ser virkelig meget op til,” skriver han og tilføjer:

”Det komiske (og åbenlyse) spørgsmål med Unsigned Director-kategorien er jo, at spørgsmålet om det rigtige agentur stadig står åbent – men det må tiden vise. Indtil da er der fri leg””

Ud over de to unge danske guldvindere var der ved Ciclope også tre sølv og to bronze til filmen ’Opera’ for Royal Ontario Museum, som er instrueret af danske Rune Milton.

Gårsdagens Rambuk Grand Prix-vinder ’Sounds Right’ fra AKQA for Museum for the United Nations – UN Live vandt bronze.

Og så kunne Bacon og Bacon X også glæde sig over både sølv og bronze til filmen ’Sluggish’ for Wealthsimple, der er instrueret af Martin de Thurah, og bronze i kategorien Branded Comedy for filmen ’Reinfell’ for Posten Norge, instrueret af Kasper Häggström.

Se alle Ciclope Awards 2025-vinderne her – og se Ludvig Frøkjær Thomsens ‘Hairline’ og Ferhat Gurinis ‘Te Lost Generation’ herunder.