Det kan næppe komme som en overraskelse for nogen, at rygning er noget skidt – men nu sætter de amerikanske myndigheder for alvor tommelskruerne på tobaksindustrien.
Tobaks-firmaerne skal simpelthen – direkte i deres printmarkedsføring og reklamer og på pakkerne – erkende, at de har løjet for forbrugerne om både skadevirkninger og afhængighed. Og det er ikke nok med ”Rygning nedsætter levealderen” eller ”Rygning er yderst skadelig for dig og dine omgivelser”.
Det skal ske med en række konkrete formuleringer, som myndighederne selv har forfattet. Og de lægger ikke fingrene imellem.
En af de formuleringer, tobaksindustrien ifølge avisen New York Times skal købe reklameplads til, lyder:
– Vi har fejlagtigt markedsført light-cigaretter som mindre skadelige end almindelige cigaretter for at få forbrugerne til at fortsætte med at ryge og for at fastholde vores profit. Vi vidste godt, at mange rygere ville skifte til light, fordi de troede, det var mindre skadeligt. Det er det IKKE.
Og videre:
– Vi har på tro og love fortalt regeringen, at vi var overbeviste om, at nikotin ikke er vanedannende. Vi har fortalt jer, at rygning ikke er vanedannende, og at det blot kræver viljestyrke at stoppe. Her er sandheden: Rygning er stærkt vanedannende, og det er svært at holde op. Vi har bevidst puttet stoffer i cigaretterne for at gøre dem mere vanedannende.
At tobaksindustrien slår sig i tøjret, kan næppe undre.
Fra Altria Group, der ejer brands som Benson & Hedges, Chesterfield, L & M og Marlboro, hedder det, at regeringens forslag ”går ud over faktuel og videnskabelig information”, og at man i øvrigt agter at trække sagen videre til Højesteret om nødvendigt.