Med en annonceomsætning på knapt 3,5 milliarder, bliver 2010 det største år for onlinemedierne målt nogensinde, viser en opgørelse fra FDIM
I disse tider digitale tider ville alt end fremgang unægtelig også være en temmelig stor overraskelse, men alligevel er en samlet vækst i væksten, fra fire procent i 2009 til 15 procent i 2010, ikke sådan at kimse ad.
FDIM fortolker fremgangen sådan, at udviklingen oven på finanskrisen er vendt for onlineannoncering efter en periode med lavere vækst og pressede annoncepriser i 2009.
– Udviklingen i 2010 er meget positiv. Slutresultatet er højere, end vi turde håbe for et år siden, og væksten fra 2009 til 2010 er væsentligt højere, end den var fra 2008 til 2009. Derfor kommer onlineannonceringen til at beslaglægge en endnu større del af den samlede annoncering i Danmark end i 2009, spår Morten Helveg Petersen, direktør i FDIM, i en pressemeddelelse.
Af FDIMs statistik fremgår det desuden, at søgeordsannoncering udgør den største kategori og vækst, tæt fulgt af bannerannoncering med en vækst på 16 procent. Et andet område, der har kraftig vækst, er permission marketing, som er vokset med 43 procent
Kategorien markedspladser, der blandt andet omfatter onlinerubrikmarkeder, auktioner, opslagsmedier og job, holdt samlet set niveauet i 2010, men inden for kategorien udmærker omsætningen på job sig med en vækst på 24 procent.
– Jobmarkedet bliver altid ramt hurtigt og hårdt i nedgangstider, som vi så i 2009. Men når det vender, kan det også aflæses hos jobportalerne, og derfor er 2010-resultatet meget positivt, ikke bare for onlinebranchen, men for hele samfundet, filosoferer Morten Helveg Petersen.
Et af de største vækstområder de seneste år er søgeordsannoncering. FDIM estimerer søgeordsmarkedet til at være ca. 1,25 milliarder kroner i 2010, som primært lander hos Google. Hertil kommer 150 millioner kroner til Google AdSense og 80 millioner kroner til den sociale netværkstjeneste Facebook.