Endnu en dansk frivillig kæde vil kigge på ejerstrukturen og er klar til at invitere en finansiel investor med om bord, skriver Business.dk.
Det drejer sig om Tøjeksperten, hvor bestyrelsen for kædeselskabet bag de 125 butikker på et møde har præsenteret idéen om et nyt ejerskab. Nu vil kæden lede efter en partner og investor, der kan sikre den fremtidige vækst.
– Baggrunden for disse overvejelser har bl.a. været drevet af den løbende udvikling i den danske detailbranche, hvor flere frivillige detailkæder omdannes til kapitalkæder med de konkurrencemæssige fordele, dette indebærer, skriver Tøjeksperten i pressemeddelelsen, der er afsendt fra bestyrelsens finansielle rådgiver, Deloitte Corporate Finance.
– En omdannelse til kapitalkæde indebærer en betydelig styrkelse af Tøjekspertens struktur baseret på de værdier og lokalkendskab, der er opbygget igennem snart 40 år, står der i pressemeddelelsen.
/ritzau/