Den danske modetøjsproducent Bestseller beskyldes nu for i flere tilfælde at have efterlignet konkurrenters design. Senest har den amerikanske producent af sportssko New Balance trukket den jyske virksomhed i retten og krævet en erstatning på 12 millioner kroner.
Bestseller beskyldes for at have solgt efterligninger af flere af New Balances populære sko-modeller, skriver dagbladet Børsen.
Sagen begyndte allerede i 2006, da New Balance blev opmærksom på, at Bestseller solgte skoene, som bortset fra enkelte detaljer var stort set identiske med New Balances produkter.
Flere end 34.000 par af de pågældende sko blev ifølge New Balance distribueret til Bestsellers Jack & Jones-butikker i en række europæiske lande, og derfor mener New Balance, at Bestseller har gjort sig skyldig i at have krænket ikke blot firmaets rettigheder ifølge EF’s designforordning, men også ophavsretsloven, varemærkeloven og markedsføringsloven.
Sagen blev behandlet i Sø- og Handelsretten i sidste uge, og der forventes at falde dom i slutningen af marts.
sit