Man kunne imdlertid osse slå lidt koldt vand i blodet og lade være med at blive grebet af PANIK. For så er det altså ikke værre. Det kan godt være, at de store amerikanske kæder har prikket de danske datterselskaber på skuldrene for at få pengene til at passe. Og det er nok muligt, at annoncørerne har været usædvanligt tilbageholdende med de saftige budgetter. Og ja, nu står der så en masse arbejdsløse talenter på gader og stræder, som er villige til at give deres sjæl for at få lov til at sælge hårshampoo og hundemad til den sagesløse befolkning.

Men Men Men. Hvordan er det nu liiige man sikrer sig, at alle – og i dette tilfælde reklamebureauerne – farer og fyrer, som var de hysteriske kællinger. Det gør man blandt andet ved konstant at tale om de græsselige tider og skravlede budgetter, hele branchen lider under. Og mærker man ikke lommesmerterne allerede, så skal man nok komme til det. Stol trygt på det. Bare se hvordan det går de andre. Og så går snakken – og forstanden går med, og minsandten om ikke kunderne (de, der stadig trækker vejret) nu begynder at kræve prisnedslag mig her og rabatter mig der – for når alle er klemt, bliver kostbare kampagner pludselig billigere.

Jamen, helledusse. Det kan vi da ikke leve af? Nej det ved Gud vi ikke kan, men nu er krisen endnu dybere, og kan vi ikke tale om andet, kan vi da tale om det. Så det gør vi. I tv og radio, i aviser og blade – enhver der gider høre om den betrængte reklamebranche får talt ørerne af, og så må der jo være noget om snakken. Ikke et ord om de bureauer, der dygtigt har omstillet sig. Ikke en lyd om de bureauer, der lever fint af kunder uden behov for tv og billboards. Og helt tavse er vi om dem, der bare tager musen i den anden hånd og pitcher til de er blå i hovederne (og sorte på bundlinien). Hold da kæft. Måske skulle vi bare tørre øjnene og passe vores arbejde…nu hvor amerikanerne har for travlt til at gøre det for os.