Det er ikke ubetinget en god idé med tv-skærme i S-togene. Tidligere på sommeren mente 96 procent i en sms-afstemning foretaget af P4 København, at tv-støjen er en meget, meget dårlig idé.
Og nu hævder en støjforsker, at lyden fra tv-skærmene kan svække passagernes præstationsevne.
– Det kan udtrætte og fjerne ens ressourcer, og det er jo kedeligt, hvis man er på vej til arbejde. Det nedsætter ens værdi som arbejdskraft, siger Søren Peter Lund fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø til tjek.dk.
Pendlerne er særligt utilfredse med tv-kanalens reklamer.
– Det er især reklamerne, der er irriterede, fordi de i højere grad bryder koncentration end for eksempel trafikoplysningerne. Reklamerne er jo netop designet til at tiltrække sig opmærksomhed, siger pendlertalsmand for Køgebugt-strækningen Henrik Tougaard.
Men hos DSB er der ingen planer om at skrue ned for fjernsynet.
– Vi er nu i en fase, hvor vi samler input, og så evaluerer vi løbende, men indtil videre følger vi den plan, der er lagt. En del af det, der finansierer skærmene, er selvfølgelig reklamer, men hvis der ikke skal være lyd på, så skal reklamerne udgøre en større del af sendefladen, hvis de skal tjene de samme penge, siger salgsdirektør Niklas Marschall.
Tv-skærmen viser en båndsløjfe af cirka 20 minutters varighed, hvoraf er 30 procent reklamer.
Efter planen vil DSB have sat 2.764 skærme op ved udgangen af 2010.