Internettet bugner som bekendt af indhold produceret af alt fra professionelle filmskabere til glade amatører.

Det giver hver dag marketingfolk grå hår i hovedet, når folk i værste fald forpurrer glansbilledet af den perfekt eksekverede kommunikation ved at tage sagen i egen hånd. Men så galt behøver det nu heller ikke gå.

Det er eksempelvis, hvad der er sket for Audi, der er blevet ”plagieret” på YouTube, men som på ingen måde har grund til at føle sig miskrediteret, selvom en fan på egen hånd har klippet en ”reklamefilm” for den nye Audi R8 sammen.

Filmen adskiller sig dog ved sin længde og komposition, men det interessante er imidlertid, at filmen er faldet i god smag af selveste Tom Kristensen, som efterfølgende har delt filmen på sin Facebook-side.

Tom Kristensen er nemlig udover ni-dobbelt vinder af Le Mans, også officiel Audi-ambassadør.

Det rejser dermed spørgsmålet, om Audi har haft en finger med i spillet?

Det afviser Audis digital manager, Jacob Thiesen. Han afslører, at YouTube-filmen er en sammenklipning af et filmklip fra en pressekonference, som forleden blev vist på biludstillingen i Geneve.

Filmen rejser naturligvis en interessant problematik, da brands på den ene side jagter ægte og engagerede fans og derfor må acceptere brugergenereret indhold, og samtidig investerer hundredvis af millioner kroner i velorkestreret kommunikation

– Vi kan som brand prise os lykkelige over, at der sidder folk derude, som ønsker at gengive og lave content, som omhandler os. På den måde, når vi langt bredere ud og får flere mennesker I vores målgruppe til at involvere sig i vores brand. Det tidsforbrug og engagement kan vi jo ikke købe for penge, forklarer Jacob Thiesen.

Han fremhæver dog, at der kan opstå issues omkring ophavsrettigheder, som en begejstet fan måske ikke nødvendigvis har taget højde for, men understreger, at det må man vurdere fra gang til gang. Og vurderer ikke umiddelbart nogen grund til at foretage sig yderligere i forhold til den konkrete film.

Se YouTube-filmen herunder efterfulgt af filmindslaget fra pressekonfrencen i Geneve.