Jacob Ludvigsens (JL) sære markvandring i “Gylle-gyseren“ i forrige nummer af Markedsføring efterlod mig i et underligt tomrum. Ledte febrilsk efter tråden – altså Jacob Ludvigsens. At hans holdning til dansk landbrug og i særdeleshed svineproduktionen er 100 pct. negativ, jo det var evident. Men, når nu hans medie er fagbladet Markedsføring ville jeg nok forvente en lidt mere professionel måde at redegøre for synspunkterne på, andet end – ja det ligger lige for – veritabel, tom ordgylle, som i øvrigt er fyldt med notoriske fejl.
Måske skyldes min oplevelse, at jeg er ansat i brancheorganisationen Danske Slagterier, og dermed købt og betalt af dette uhyggelige erhverv, som med jernnæver har indoktrineret mig til for enhver pris at forsvare branchen.
Jeg tror det bare ikke. Jeg tror snarere, at det skyldes en aversion mod ordgylle, især når det udledes i en ukontrollerbar strøm – uden hensyn til såvel nøjagtighed som lødighed. I svineproduktionen udledes der rigtig gylle. Men det sker i det mindste efter afstukne regler. Øjensynlig hersker ingen regler, når JL udleder sin verbale ditto.
Jeg har besluttet mig for ikke at gå ind i en debat med JL, da jeg vurderer det for usandsynligt at det vil rykke så meget som én tomme for nogen parter.
Mit indlæg har i virkeligheden til hensigt at opfordre redaktøren af bladet Markedsføring til at forlange et rimeligt fagligt niveau af sine klummeskrivere.
Markedsføring skulle gerne stå ved sin identitet som værende et fagblad.