Hvad sker der, når brand manageren og marketingbureauet bliver enige om, at det kræver mere end en solid kampagneindsats for at øge salget på et af landets bedste, men også lidt støvede brands Ga-Jol? 
Så må de naturligvis op på lakridserne – undskyld platituden – og ned og udvikle på produktniveau. Toms og fireball satte sig sammen om innovationsbordet og resultatet lanceres i disse dage over hele landet i form af en ny serie Ga-Jol. ”Nu med frugtjuice”.
Projektet kom i støbeskeen efter at fireball i et større shopperstudie kunne dokumentere, at der skulle et større og mere slikket smagsløfte til, hvis man skulle fange de mest ivrige pastilspisere. Ga-Jol’s brand manager Gitte Korsholm Kristoffersen fortæller:
– Vi skulle have fat i de yngre kvinder, og til det skulle der noget mere drastisk til end markedsføring eller en ny variant af den klassiske Ga-Jol.
Direktør på fireball, Anthony Aconis supplerer:
– Vi havde brug for at skabe en mere slikket produktoplevelse, end den man får med de traditionelle Ga-Jol, og vi havde ikke mindst behov for at kunne kommunikere smagen og produktoplevelsen på emballagen. Vores shopperstudie viste os, at emballagens evne til at kommunikere smag var altafgørende.
Aconis fortsætter:
– Det krævede, at vi genopfandt det ikoniske produkt, som Ga-Jol er, og gjorde det moderne og relevant igen. Selvfølgelig uden at komme for langt væk fra de klassiske pakker, der står ved siden af hinanden på hylden.
Da beslutningen om at opfinde en ny Ga-Jol var taget, fulgte en intens periode med konceptudvikling, smagstests og emballageudvikling.
– Vi var så heldige, at vi var med igennem hele udviklingsprocessen – sammen med målgruppen i øvrigt, der løbende blev konsulteret på koncept såvel som produktniveau, siger Anthony Aconis
Resultatet af det frugtbare arbejde blev en smagsstrategi med klassisk danske frugtsmage, lavet med rigtig frugtjuice, så resultatet både blev naturligt og saftigt – naturligvis uden tilsat sukker. Et produkt, der i de første butikstests viser sig at falde i god jord ude blandt kunderne. Ikke alene sælger de nye Ga-Jol godt, de øger også salget af de øvrige Ga-Jol pastiller.
De nye Ga-Jol kommer i 3 varianter: Solbær & Æble, Jordbær & Rabarber og Blåbær & Brombær. Og det er i øvrigt kvinder, der køber 60 pct. af pastillerne på det danske marked.
Gitte Korsholm Christoffersen slutter: ”Med de nye Ga-Jol pastiller vil vi sætte et nyt tempo på markedet og hele tiden overraske forbrugerne med nye dejlige frugtsmage.”