Hvert år udgiver Monocle Magazine en global ranking af bedste de initiativer i rejsebranchen, Travel Top 50, og i den seneste udgave har madkonceptet ”New Nordic by SAS” fået en fornem placering.

Travel Top 50 er en samling og guide til initiativer og produkter i rejsebranchen, som skiller sig ud på kvalitet og innovation, og SAS-konceptet, der er udviklet i samarbejde med bureauet Designit, hædres med titlen som Best in-flight meal packaging og dermed en af de prestigefulde pladser i 2018/19-udgaven af Monocles Top 50-liste.

Monocle fremhæver specifikt de sæsonbaserede og lokalproducerede råvarer, funktionaliteten og designet af ”SAS Kuben”, som menuerne serveres i – og ikke mindst de fyldte chokolader.

Og hos Designit glæder man naturligt over kåringen:

– Vi er utroligt stolte over at blive anerkendt af selveste Monocle for resultatet af vores samarbejde med SAS på Food & Beverage området. Der ligger et stort strategisk og konceptuelt arbejde bag, og SAS har truffet nogle modige valg i processen, der nu også bliver belønnet af Monocle.

SAS: En stor ære

Designit har som en del af designprocessen bl.a. gennemført kvalitative interviews med relevante personer i flybranchen – og rejst sammen med passagerer og kabinepersonale for bedre at kunne sætte sig ind i begge parteres udfordringer og behov.

Og det har været med til at give en mere detaljeret forståelse for projektet, mener Lars Tversted:

– Man oplever hurtigt, at der ikke er særlig meget plads at gøre godt med, når man rejser med fly, og derfor ville vi gerne skabe en løsning, der let og nemt kunne indgå på relativt lidt plads, siger han og tilføjer, at selve kubens design også er inspireret af Nordens landskaber.

Rent gastronomisk består ”New Nordic by SAS”-menuerne af skandinaviske specialiteter med et twist, og hvor det er muligt, bliver der anvendt økologiske råvarer og bæredygtig fisk og skaldyr.

– Der er hård konkurrence i fly- og rejsebranchen, hvor både store og små aktører konstant introducerer nytænkende og fantastiske produkter. At SAS bliver rangeret som nummer 16 af Monocle Magazine, der er eksperter på udviklingen og tendenser i branchen, er derfor en stor ære, siger Karl Sandlund, Executive Vice President Commercial hos SAS.

”New Nordic by SAS” tilbydes på omkring 80.000 flyvninger om året.

Du kan se omtalen af SAS-konceptet i Monocle i PDF’en herunder.