Topcheferne i selskabet bag de to gratisaviser metroXpress og 24timer er på vej væk.

Det drejer sig om Søren Riis, der begyndte i koncernen som salgschef helt tilbage i 2002, indtil han i 2004 blev øverste chef. Også CFO og COO i metroXpress, Mathew Joseph, forlader sin stilling.

Det fremgår af en pressemeddelelse udsendt af Tamedia, der i efteråret købte MetroXpress og 24timer af Metro International, A-pressen og JP/Politikens Hus.

Ved overtagelsen meldte ejeren ud, at metroXpress og 24timer skal til at tjene penge inden for et par år. Desuden vil koncernen investere yderligere i online-delen af virksomheden.

I meddelelsen fremgår det, at Søren Riis selv har besluttet at forlade gratisavisen for at finde nye udfordringer. Ni år som CEO og 11 år i alt i koncernen er nok. Riis bliver dog i virksomheden, indtil der er fundet en afløser, hvilket sker senest til maj.

Skal man spekulere lidt i motiverne, er det dog næppe de mange års slitage, der får Søren Riis til at spadsere ud mod nye horisonter. I går fortalte den rutinerede Svenn Dam til Børsen, at han skal være konsulent for Tamedia, der i Børsen udnævnte Svenn Dam til en af Danmarks førende eksperter i trafikaviser.

Enter Dam – Exit Riis?

Det er uomtvistet, at Svenn Dam har mange erfaringer fra de såkaldte gratisaviser, og nogle af dem er særdeles blodige. Han var med til at etablere metroXpress i 2001 og var bestyrelsesformand for det herostratiske projekt Nyhedsavisen fra 2006 til kollapset i 2008. Den strategiske fornuft ved den lejlighed bestod i at smadre annoncemarkedet sammen med de mediehuse, der fulgte Nyhedsavisen med ned i markedet.

Når Søren Riis meddeler, at han søger nye udfordringer dagen efter, at Tamedia fortæller om Svenn Dams nye konsulentrolle, må det være tilladt at kæde tingene sammen. Søren Riis, der er en særdeles kompetent avis-administrator, kan ikke fordrage Svenn Dam, der har finesse som en mejetærsker.

Sandsynligheden taler for, at Mathew Joseph følger sin danske chef med ud på rejsen mod de nye horisonter. Joseph anses for at være et finansgeni, og har formentlig allerede flere jobs på hånden. Kinnevik, der ejer Metro International og netop har solgt den danske franchise-operation til Tamedia, vil formentlig tilbyde ham en aktiv parkeringsplads.

Ellers kan han tage hjem til Indien, hvor familien med stor sandsynlighed kan bruge hans indlysende kvaliteter. Duoens fratræden er trist for metroXpress og 24timer. Man skal næppe være den store analytiker for at spå, at 24timers udgivelsesfrekvens nærmer sig udløbsdatoen. Svenn Dam er ikke manden, der har den store sentimentalitet til overs for blad-titler uden en indlysende position.