Stribevis af topchefer fra Danmarks største virksomheder roser regeringen i uvant positive vendinger for den nye vækstplan, som vil aflaste erhvervslivet for tæt ved fire milliarder kroner i skatter og afgifter til næste år og for hele ti mia. kroner årligt, når planen er fuldt indfaset i 2020.

Planen indeholder de rigtige værktøjer og forbedrer den ellers så pressede danske konkurrenceevne, vurderer de administrerende direktører. Men udspillet er kun ét skridt på vejen til at løse Danmarks økonomiske problemer, siger de.

– Det ser rigtigt godt ud. Man rykker i de rigtige håndtag med vækstplanen. Jeg kunne altid ønske mig mere af det samme, men retningen er rigtig, siger topchef i Danfoss, Niels B. Christiansen.

De store erhvervsorganisationer står ligeledes i kø for at rose vækstplanen, der blandt andet sænker selskabsskatten og afgifter på spildevand og energi. Desuden øges virksomhedernes fradrag for hotelmoms, mens de planlagte kørselsafgifter for lastbiler tages af bordet.

– Regeringen har lyttet til erhvervslivet. Det er vi meget glade for. Det er tillidsskabende, at vi nu får sikkerhed for, at en lang række afgifter nu skal ned og ikke op, siger Kjeld Johannesen, adm. direktør for Danish Crown.

Flere topchefer taler om en ”historisk plan”, der er målrettet virksomhedernes konkurrenceevne, og som blandt andet henter penge fra en langsommere vækst i det offentlige forbrug. Planen indeholder også øgede offentlige investeringer, men det er de lavere afgifter, der gør størst indtryk på erhvervslivet.

 

Business.dk