Selv om bloggen er ved at blive vigtigt markedsføringsredskab for virksomheder, så er der kun en lille del af lederne i de største europæiske virksomheder, der er opmærksomme på web-loggens muligheder.
Det viser en undersøgelse foretaget af UPS Europe Business Monitor. Det amerikanske selskab har interviewet 1.500 ledere fra Europas førende virksomheder i bl.a. Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Holland. Her har de spurgt til ledernes brug af blogs og fundet ud af, at kendskabet til bloggens muligheder er meget begrænset.
Der bliver rystet uforstående på hovedet rundt omkring på direktionsgangene i de europæiske topfirmaer, når talen falder på blogs. Her er web-logs, eller i daglig tale, blogs ikke noget, man bruger meget tid på.
57 pct af de tyske ledere svarer, at de ikke er klar over bloggens potentiale. Lidt bedre går det i de britiske virksomheder, hvor kun en tredjedel giver samme svar. Hos Europas førende blognation, Frankrig, er det kun 16 pct., som må erkende uvidenheden.
Det manglende kendskab til blogs kan dog vise sig at blive dyrt for virksomhederne. I øjeblikket er der over 30 millioner blogs på verdensplan, og nye kommer til hvert minut. Får en virksomhed dårlig omtale på en blog, kan det sprede sig som en steppebrand på nettet. Det var tilfældet for computergiganten Dell, som pludselig blev berygtet for at have en dårlig service – også kendt som ”The Dell Hell”.
Samtidig kan virksomheder oprette deres egne blogs og dermed komme i direkte kontakt med deres kunder. Herhjemme har Arla f.eks. opnået feedback både på deres produkter og håndtering af Muhammed-krisen. Ifølge UPS-undersøgelsen er dette potentiale i bloggen dog ikke gået op for alle ledere endnu.
Se hele UPS-undersøgelsen: http://www.ebm.ups.com/europe/ebm/ebmxv.html