Landets topchefer tvivler på holdbarheden og længden af det økonomiske opsving trods regeringens genopretningsplan. Det skriver dagbladet Børsen.
Greens Konjunkturundersøgelse viser, at stigende salg og voksende ordrebøger preller af på virksomhedernes vilje til at investere, og det får flere topøkonomer til at advare om, at Danmark står over for en lang vækstkrise. I alt har 762 danske topchefer deltaget i undersøgelsen, som er foretaget af Greens Analyseinstitut for dagbladet Børsen.
– Der eksisterer i dag en høj grad af usikkerhed om inddæmningen af den europæiske gældskrise og effekterne af de europæiske stramninger af finanspolitikken, som formentlig betyder, at de danske virksomheder holder mere igen med at investere, end de ellers ville, siger økonomiprofessor Jan Rose Rose Skaksen fra CBS, som også er medlem af regeringens vækstforum.