Topskatten er den vigtigste økonomiske reform at gå i gang med, mener et flertal af Dansk Erhvervs medlemmer. Hele 68 procent af medlemmerne mener, at der er behov for topskattelettelser i høj grad eller i nogen grad viser en undersøgelse, som Dansk Erhverv har lavet blandt næsten 1.100 medlemsvirksomheder.
– Når erhvervslivet jamrer over topskatten, er det, fordi de har oplevet, at det er svært at holde på udenlandsk arbejdskraft, siger Dansk Erhvervs administrerende direktør Jens Klarskov.
Han mener derfor, at det er helt forkert, når Socialdemokraterne og SF vil beskatte dem med de højeste indtægter yderligere med den såkaldte millionærskat, der pålægger en særlig skat på seks procent på indkomster, der overskrider en million kronero om året.
– Selvom det kan gøre ondt på nogen, så må vi erkende, at mange af dem, som ligger oppe på millionær-niveauet er dem, som skaber og har en viden, der er særdeles værdifuld for virksomhederne. Konsekvensen af at beskatte dem yderligere er større end det provenu, som de får ind igen, udtaler Jens Klarskov.
Business.dk