Forud for denne uges store Direct Marketing-konference i Las Vegas (DMA2012) havde Post Danmark arrangeret en inspirationstur i New York for en række danske DM-eksperter.

Blandt indlæggene på dagen var Nick Moore, øverste kreative ansvarlige for bureaugruppen Wunderman. Han gav den danske delegation et inspirerende oplæg om tidens hovedtrends.

Ikke overraskende er brugen af mange platforme, der spiller sammen, én af de vigtigste udviklinger. Nick Moore viste et eksempel på lanceringen af den nye Range Rover, hvor ikke mindre end 43 platforme blev brugt sammen.

Filosofien er, at der er tale om én kundeoplevelse – uanset hvor kunden møder budskabet.

Brugen af data har de seneste år flyttet sig med en enorm hastighed, mener Nick Moore, der påpeger, at vi er langt forbi det punkt, hvor data kunne bruges til at finde folk. Han fortalte den danske delegation hovedpointerne fra et oplæg, som han senere skal holde på DMA-konferencen under overskriften “Emotional data”.

Det handler om, at mængden og typen af data, der er tilgængelige, nu gør det muligt at identificere kunderne langt mere detaljeret.

Nick Moore illustrerede ændringen ved at citere Lester Wunderman, der i 1960’erne sagde “Du kender mig ikke – du ved blot nogle ting om mig”.

Hans budskab er, at mulighederne med behavioral data ændrer faktisk dette. Vi ved ikke blot, hvor du er, og hvad du køber. Vi ved hvad du laver og hvornår. Vi er nu ved at nå til det punkt, hvor vi kan begynde at forbinde de mange prikker, som gør det muligt at kende folk.

For første gang oplever Nick Moore, at data kan være inspirerende for den kreative eksekvering.

Selvom de digitale kanaler giver uanede muligheder, havde Nick Moore et meget klart budskab; papiret virker stadig.

Responsraterne er enorme, og det er super effektivt, når det kreativt er eksekveret godt. Men man skal være opmærksom på, at responsen kommer digitalt. Folk reagerer online.

De læser papiret, og så går de online for at reagere. Den sammenhæng skal man tænke ind, og nutidens data øger mulighederne for at arbejde på tværs af platforme overfor den enkelte. Men så er der også stadig store muligheder i den fysiske DM. Det er dyrere end de digitale kanaler, men responsraten er høj. Derfor laver Wunderman klart færre fysiske kampagner i dag end tidligere, men vurderingen er, at papiret flytter sig til at blive et premium medie med styrken i relationsarbejdet.

Dette er første indlæg fra årets DMA-konference, der foregår i Las Vegas, forfattet af Post Danmarks Mediachef, Susanne Rose Plum, som skriver hjem til Markedsførings læsere i de kommende dage.