Er tiden løbet fra de såkaldte fullservice-bureauer?

Det er et af de mest diskuterede emner i den danske bureaubranche i øjeblikket, og én ting er helt sikker: Landets største bureauer med alle kommercielle kommunikationsprodukter på hylderne har set over en bred kam haft mere end svært ved at tjene penge de senere år.

Nu melder endnu en stemme sig ind i debatten, om ”hvad der er gået galt” for bureauerne, og det drejer sig om Rasmus Laumann, der blandt meget andet kan skrive kreativ direktør i Wibroe, Duckert & Partners, Hjaltelin Stahl og Umwelt på CV’et.

– Det handler om at turde indrømme sine svagheder, og om at turde pege på andre end sig selv, når en opgave skal løses. Alt for mange fokuserer på indtjeningen på den korte bane, men glemmer at den bedste kundepleje ligger i en fokusering på resultatet på den lange bane, skriver han i en pressemeddelelse.

Ifølge ham er fullservice-bureauet måske ikke dødt, men det er ganske enkelt ikke længere troværdigt, at ét bureau er bedst til alt.

– Der er altid noget, man er bedre til end andet, og man er nødt til at bruge eksperter på alle poster, hvis man stræber efter at levere noget, der er rigtig godt. Det kræver, at man som bureau må være fleksibel og villig til at samarbejde på kryds og tværs – og ikke mindst have et stort netværk, fortsætter han.

Derfor har han taget konsekvensen og stiftet sit eget netværksbaserede bureau, som har fået navnet BABY. Et bureau som udelukkende har fokus på at udvikle en platform og et kreativt koncept, der løser den opgave, som kunden stiller.

– Jeg har hverken AD’ere, tekstforfattere, filmfolk, netfolk, kodere, designere eller andre kreative håndværkere på en fast løn. Først når vi kender den strategiske platform og konceptet, sætter vi holdet. Man hyrer naturligvis heller ikke instruktøren, før man ved, hvad filmen skal handle om, mener han.

Dermed stiller han sig op i rækken af danske bureaufolk, der tidligere har peget på de kreative kræfter som en slags spilfordelere på det danske bureaumarked i fremtiden.

– Det er altafgørende for mig og BABY, at det udelukkende handler om at definere den rigtige platform og gode koncept – uden at have en forkærlighed for et bestemt medie, lyder det fra Laumann.

Bureauet skal derimod være åben over for samarbejde med andre bureauer og freelancere. Det betyder ikke noget, hvor i verden de sidder, bare de er de bedste til at løse opgaven.

– Faktisk er en stor del af de bedste kreative i Skandinavien slet ikke interesseret i at være fastansatte på et fullservice bureau. De ved, at de tidsnok kan ende på et stort bureau med bordfodbold og kantineordning, mener Rasmus Laumann. Han mener, og det er rent faktisk nye toner, at store kunder og virksomheder er dygtige til det, de laver og kender deres egen forretning ind og ud.

– De har ikke brug for et helt bureau, hvor de skal betale for en masse, de slet ikke har brug for. Jeg tror man skal se det som en dyd at være ærlig omkring sine svagheder – i sidste ende bliver det ens styrke, lyder det fra Rasmus Laumann.

Han understreger, at han naturligvis ikke er den første, der ser mulighederne i at benytte sit netværk ud fra et mindre og mere fleksibelt set-up.

– Jeg kan huske, at jeg gang tænkte, at hvis hele den danske reklamebranchen gik freelance, ville der maksimum være 20 procent, som havde noget at lave. Det er ikke et faktum – men tankevækkende, hvis man tror på det.  Jeg tror på, at alt stort starter med en god ide – resten er netværk, slutter Rasmus Laumann.