Der bliver fortsat topsport for DR’s seere. DR’s dyre sportsrettigheder blev ellers tidligere på året ofret som en del af virksomhedens store spareplan, men fredag kunne man præsentere en aftale, der også sikrer sport på DR i fremtiden. Man har således lavet en aftale med det nye firma Danmarks Digitale TV, der køber sig ind i rettighederne.
Aftalen betyder konkret, at DR også fremover i et vist omfang vil kunne vise bl.a. OL, VM-fodbold, Champions League-håndbold og Tour de France. Danmarks Digitale TV vil bruge rettighederne til at skabe sig en central rolle, når det analoge signal fra 2009 bliver afløst af digital tv. Bag Danmarks Digitale TV står det norske selskab Telenor.
/ritzau/