Da de danske håndboldherrer efter en ikke alt for lovende start alligevel endte med at vinde EM i Serbien i 2012, vurderede flere eksperter, at hovedsponsoren, Totalkredit, havde sikret sig eksponering og omtale til en værdi på op mod 40-50 mio. kroner.
Lige nu er de hårdt-kastende danske håndboldherrer i fuld gang igen – denne gang indtil videre med stor succes – og Totalkredit har da også store forventninger. Både til de sportslige resultater og til et yderligere øget kendskab til Totalkredit-brandet og sponsoratet.
Ifølge Ole Lund, marketingdirektør i Totalkredit, handler sponsoratet om at synliggøre Totalkredit i en relevant sammenhæng omkring de værdier, virksomheden mener at have til fælles med håndboldherrerne: fællesskab, nærhed og folkelighed. Men også begejstring og viljen til sejr.
– Derfor har vi også taget initiativ til kampagnen ”En del af holdet”, hvor vi involverer tusindvis af danskere i at give herrelandsholdet den maksimale opbakning. Det betyder konkret, at alle fra buschauffører, ansatte i Herning Kommune, jordemødre, rådgivere i pengeinstitutterne og selvfølgelig de over 150.000 dedikerede fans på vores Facebook-side ”Håndboldherrerne” – og flere andre vil være ”En del af holdet” under EM, siger han.
Aktiveringen af håndboldsponsoratet under dette EM løber op i et etcifret millionbeløb – ifølge Totalkredit selv lidt mere end tidligere slutrunder.
Og for at skabe endnu større opbakning til håndboldherrerne har Totalkredit indgået en række strategiske samarbejder med forskellige aktører under EM – blandt andre Dansk Håndbold Forbund, Arriva, Herning Kommune og Danske Spil.
Det er en målsætning, at 70 procent af danskerne skal kende Totalkredit og sponsoratet, når EM er ovre, og at 60 procent af danskerne vil have et positivt indtryk af Totalkredit.
Fanzone skal samle
Et af Totalkredits tiltag i forbindelse med slutrunden er den 5.000 kvadratmeter store TotalkreditFanzone ved siden af Jyske Bank Boxen i Herning. TotalkreditFanzonen skal samle de danske fans før og efter EM-kampene og gennem aktiviteter og autografskrivning knytte endnu tættere bånd mellem håndboldherrerne og deres fans.
Det er de 14.000 tilskuere med billet til hver kamp, der har adgang til TotalkreditFanzonen, hvor der vil være spilaktiviteter, lounge og underholdning.
– TotalkreditFanzonen skal sammen med ”En del af holdet” sikre endnu mere begejstring og entusiasme under EM og gøre det muligt for fansene at komme helt tæt på deres helte – en relation, som betyder utrolig meget for os som sponsor. Samtidig skal de mange events og aktiviteter i Herning og landet over i pengeinstitutterne i Totalkredit-fællesskabet give synlighed om sponsoratet og skabe en platform, hvorfra vi også kan tale om boliglån med vores kunder, siger Ole Lund.
Sponsoratet blev tegnet i maj 2011 og koster ifølge sponsoreksperter hos Promovator omkring seks mio. kroner årligt.
PrimeTime Kommunikation, TBWA og OMD har været faste bureauer for Totalkredit i flere år og har også været med til udvikling af koncepter og aktiviteter under dette EM.