Det skulle gøres grundigt, da cykelentusiasten Arne Boesens tre virksomheder Dansk Lakering, Europæisk Autoservice og Vognstop skulle blive til Totempo.
I dag står han i spidsen for en virksomhed, som med et samlet koncept for autoservice, vejhjælp, lånebiler og bilsalg på halvandet år har erobret den gule førertrøje på vejhjælp fra nationalklenodiet Falck – og etableret sig som landets næststørste Ford-forhandler.
– Kendskab til det nye navn var et must, fastslår adm. dir. og ejer, Arne Boesen.
Så tv blev det bærende element i første fase af marketingstrategien, som Totempo har udviklet i samarbejde med Bark Copenhagen.
Med en marketing-investering på 25 mio. kroner – delvist finansieret af leverandører og andre samarbejdspartnere – lykkedes det i løbet af blot et år at opnå en kendskabsgrad på 53 pct. og at tegne kontrakt med ikke færre end 650.000 vejhjælpskunder.
Arne Boesen vurderer selv, at Falck allerede er overhalet på antallet af vejhjælps-kontrakter, men ambitionerne stopper ikke der.
Ud i Europa
– Vi har 46 centre i Danmark ved årsskiftet, og vi kommer nok til at runde 1 mio. vejhjælps-abonnementer til den tid. Så lige nu er vi i gang med markedsundersøgelser i Norge og Sverige, siger Arne Boesen, som også kigger sydpå.
– Vores mål er at være den største kæde af vores slags i Europa i 2015, siger Arne Boesen, for hvem medarbejderpleje i øvrigt også omfatter meditations-pauser, yoga, motionscykler og Michelinstjerne-mad i kantinen.
Læs hele historien i Markedsføring nr. 13, der udkommer onsdag den 13. august.