En seer klagede i foråret til Radio- og tv-nævnet over et reklamespot fra vejhjælpsfirmaet Totempo.
Seeren mente, at spottet med titlen ”Appelsinkanon” var anstødeligt, fordi ”man ser flere komme ud i farlige situationer, hvor personskaderne kan være voldsomme.” Seeren mente også at filmen kunne tilskynde andre til at optræde på samme måde.
I spottet, der varer 36 sekunder, ser man nogle unge mænd på polterabend fyre appelsiner af med et slags hjemmelavet trykluftskanon. Appelsinerne rammer bl.a. en scooter-kører, en bildør og en bilrude, som knuses.
Sidste sekvens foregår i Totempos callcenter, hvor en kvindelig medarbejder udbryder:
”Det lyder dælme som nogle store hagl! Selvfølgelig skal vi nok være hurtigt fremme.
Ja, du har en lånebil indenfor 20 minutter.”
I en høring om sagen i juni anførte TV 2 Danmark, at reklamen efter deres vurdering ikke indeholder elementer eller handlinger, som opfordrer eller tilskynder til, at andre går ud og skyder på sagesløse mennesker og deres biler med en appelsinkanon eller for den sags skyld andre våben.
Fra Totempos side lød meldingen via bureauet Bark, som står bag reklamerne, at der var lagt stor vægt på det overdrevne og humoristiske element i filmen.
– Det faktum at appelsinerne rammer en bil på den anden side af hækken er fuldstændig urealistisk med en luft-appelsinkanon. Samlet er spottet blevet til et meget humoristisk TV spot der i ganske overdreven og tegneserieagtig stil viser et helt usandsynligt uheld, som det må formodes at almindelige voksne danskere godt kan gennemskue. Der er således ingen fare for at nogen almindelige voksne danskere føler sig tilskyndet til sundhedsskadelig eller miljøskadelig adfærd i øvrigt, hedder fra Totempo og Bark.
Og nu har altså Radio- og tv-nævnet besluttet, at reklamen er i orden og ikke ”tilskynder til adfærd i strid med hensynet til sikkerheden, hjemmet eller i trafikken, eller til farlig, uansvarlig, sundhedsskadelig eller miljøskadelig adfærd i øvrigt”, som det hedder i afgørelsen.
sit