Så er der igen ballade om reglerne for sponsorskilte før tv-udsendelser. For godt en måned siden måtte Shell fjerne produktnavnet V-Power fra sin sponsorering af DRs Formel 1-transmissioner, og nu er der opstået tvivl om skiltet før Tour de France-udsendelserne på samme kanal, skriver Politiken. DRs cykelTour er sponsoreret af »El-giganten – så får du råd til mere«. Men bekendtgørelsen om reklamer og sponsorering i radio og tv bestemmer, at man hverken må tilføje et produktnavn eller et slogan til sit firmanavn på sponsorskiltet. Medmindre sloganet er en integreret del af navnet og logoet.
I den aktuelle sag markedsfører El-giganten sig heller ikke med sloganet på firmaets egen hjemmeside. Logoet står alene – uden »så får du råd til mere«. DRs programdirektør i chefredaktionen Michael Tage Hansen erkender da også overfor Politiken, at sponsoratet ligger i en gråzone.
– Det er et grænsetilfælde. Men i alle de brochurer, El-giganten har præsenteret for mig, står der »så får du råd til mere« lige under navnet. Så vi mener, at sloganet er en integreret del af logoet, og at vi holder os på den rigtige side af loven, siger Michael Tage Hansen til Politiken.