Det er ikke længe siden, at Brand Finance vurderede Toyota til at være det niende mest værdifulde brand i verden med en markedsværdi på 144 milliarder kroner.
Nu siger samme konsulentbureau, at Toyota vil miste 25 procent af markedsværdien, hvis ikke tilbagekaldelsen af de mange millioner biler med speeder-problemer håndteres på en ordentlig måde. 
I USA, hvor Toyotas mareridt startede, har virksomheden brugt mange penge på at indrykke annoncer, der forklarede og undskyldte over for forbrugerne.
Men i Europa, hvor cirka 1,8 millioner biler sandsynligvis har samme speederdefekt, har kommunikationen fra Toyota været mindre synlig.  
Toyota Danmarks informationschef, René Mouritsen, forklarer:
– Vi har først fået informationer om problemet i starten af sidste uge. Nu vi venter på konkrete informationer, der fortæller, hvor omfattende problemet er på det danske marked. Når det er sagt, så gør vi alt, hvad vi kan for at få informationer frem, så vi kan kontakte den enkelte ejer af de berørte biler. Vi opdaterer vores hjemmeside løbende med informationer til folk, der er urolige. Og så bruger vi mange kræfter på at holde vores forhandlere orienterede, fordi mange af vores kunder henvender sig direkte til dem, siger René Mouritsen.
Hvorfor har I ikke indrykket annoncer?
– Vores mission er ikke at lægge låg på eller skjule noget. Men vi skal have nogle informationer på plads. Vi har endnu ikke indrykket annoncer, fordi det først var i går, vi fik en beskrivelse af, hvad årsagen til problemet er. Så hvis vi ikke kan rådgive og forklare problemet, så er det spørgsmålet, om en annonce vil tilføre vores kunder en værdi, siger René Mouritsen.
Han forklarer samtidig, at Toyota ikke bare kan skrive til de bilejer, der kunne være berørt af problemet. 
– Lovgivning er sådan, at den skrivelse vi vil sende ud, skal sendes ud via Centralregistreret for Motorkøretøjer, og der må vi have respekt for, at de også har andre ting at lave. Så der bestemmer vi ikke, hvor hurtigt det kommer til at gå, siger René Mouritsen.
26 europæiske bilejere har indtil videre rapporteret om problemer med speederen.