Tørstig og ingen penge på lommen? Så er der snart hjælp at hente – i hvert fald hvis man bor i Asien og har en mobiltelefon.
Et samarbejde mellem Coca-Cola og SingTel i Singapora har nemlig set dagens lys, og det betyder, at man kan trække cola i en automat via sin mobiltelefonen, skriver Børsens Nyhedsmagasin. I slutningen af august vil abonnenter hos SingTel – og besøgende, der har en roaming-aftale samme sted – være i stand til at benytte den nye service fra mere end 8000 automater. SingTel tager ikke penge for den nye service, men flere sms-beskeder giver jo også penge i telefonselskabets kasse. Colaerne bliver automatisk skrevet på mobiltejerens telefonregning.
En lignende service blev tidligere på året oprettet i Japan mellem NTT DoCoMo og Coca Cola. Og da NTT DoCoMo arbejder hårdt på at trænge ind på såvel det amerikanske som det europæiske marked, får vi danskere måske også snart de samme muligheder. cnb