Analyseinstituttet Tranberg Marketing Rekommendation satser nu offensivt. Partnerkredsen er blevet fordoblet til fire, bl.a. gennem en nyansættelse og dette skal ses som en klar vækst-strategi.
Konkret er der sket det, at Gallup-direktør Bo Elvers har besluttet at flytte til Tranberg som ny partner, og samtidig har underdirektør i Gallup, Martin L. Hoffmann, valgt at gå samme vej til en stilling som chefkonsulent. Desuden er Birgitte Seldorf forfremmet fra chefkonsulent til partner. De to hidtidige partnere er de to stiftere Hugo Tranberg og Søren Pedersen.
Og noget tyder på, at budskabet er blevet opfattet hos i hvert fald nogen af konkurrenterne.
– Med de ansættelser vil vi nu til at holde mere øje med Tranberg end med Gallup, siger AC Nielsen AIM direktør Henrik J. Hansen.
Leverer viden og hjælp
Når en udvidelse af partnerkredsen til fire er en væsentlig offensiv satsning hos Tranberg, skyldes det instituttets arbejdsfilosofi.
– Man ser ofte, at virksomheder bruger analyser på samme måde, som politikere bruger opinionsmålinger. Der er kort sagt et gab mellem de analyser, der leveres og den måde, de bliver anvendt på. Engang bestod analysearbejde i at levere en masse tabeller. Så begyndte man at hyre folk til at forklare tabellerne. Men det er ikke godt nok til at gøre analyser til brugbar viden for en virksomhed. Siden vores start for 7 år siden har vores vision været at levere viden og hjælp til at bruge den frem for blot analyser, og den vision kræver, at man har et indgående indsigt i, hvordan en virksomhed fungerer. Derfor har vi arbejdet på den måde, at jeg selv og Søren Pedersen har betjent alle kunder, og det sætter begrænsninger for vores vækst, siger Hugo Tranberg.
Analyseinstituttet har på nuværende tidspunkt 30 medarbejdere (samt en CATI-afdeling på ca. 40), og fordoblingen af partnerkredsen lægger således op til at kunne vokse til dobbelt størrelse.
– Med 30 medarbejdere har vi bevist, at der er et behov for vores måde at arbejde på, og nu handler det så om at fortsætte væksten, siger Søren Pedersen, mens Birgitte Seldorf tilføjer: – Låget ligger og simrer. Det kører godt, og så er det om at komme videre.
Det bekymrer ikke Hugo Tranberg at investere offensivt på et tidspunkt, hvor tiderne ellers ikke er så gunstige.
– Men når tingene går ned, så opstår der også nogle nye muligheder. Et marked kan godt være faldende og samtidig rumme plads til, at nye produkter vinder frem, siger Hugo Tranberg.
Instituttets markedsandel er desuden ikke større end, at det ikke har den store betydning, om analyse-markedet er stagnerende.