Tre danske arbejder var blandt vinderne, da Eurobest-priserne fredag aften blev overrakt i London. Grey København modtog et trofæ i print-kategorien for en annonce for Adidas “Shorts”, mens der var to priser i film-kategorien. Én til Grey København for Bon Bon “Hot Dog Chase” og én til Robert/Boisen & Likeminded for Interflora-kampagnen. Dansk repræsentant i juryen var AD Tobias Rosenberg fra Grey København.
Sverige og Norge kan bryste sig af at have vundet hver et Grand Prix. Sverige i print, hvor DDB Paradiset hjemtog Grand Pris for deres arbejde for Diesel, mens Leo Burnett i Oslo vandt Grand Prix for deres SAS Pleasure kampagne i outdoor-kategorien. Leo Burnett, London hjemtog Grand Prix i film-kategorien for bureauets arbejde for John West.
I alt 3.378 arbejder deltog i årets Eurobest, heraf 147 danske.
Den danske høst på tre priser er en forbedring i forhold til de sidste par år, hvor vi kun har modtaget én pris.