Det går udmærket med Scleroseforeningens 25-øreindsamling.
Foreningen var hurtigt ude i bestræbelserne på at ”sætte” sig på den lille mønt, der forsvinder til oktober. Og en frisk mellemtid peger på, at det går den rigtige vej.
Scleroseforeningen valgte i samarbejde med Mediaedge:cia, at man udover de traditionelle indsamlingsbøsser, skulle sende 500.000 indsamlingsposer ud med Nyhedsavisen.
Borgerne skulle så selv indsamle mønter og aflevere posen i Danske Bank.
Det er den gren af indsamlingen, der nu er opgjort.
Der blev i alt indsamlet cirka 3 millioner 25-ører svarende til 750.000 kroner. Et resultat som Scleroseforeningen er meget tilfreds med.
– Vi er meget overvældet over al opmærksomheden, og vi er glade for, at folk har taget posen til sig og gjort sig den ulejlighed at gå ned i banken. Hver pose repræsenterer et menneske, der har sænket os en tanke, siger projektleder i Scleroseforeningen, Irene Koch Pedersen.
Hun mener, at poseeventen, udover kolde kontanter, har bidraget med stor synlighed og omtale, der har smittet af på resten af indsamlingskampagnen.
Det samlede resultat for indsamlingen kendes i oktober.