Sø- og Handelsretten har idømt Dansk Præmieinvest, der sælger præmieobligationer gennem kuponhæfter, Danmarks-historiens største bøde for overtrædelse af markedsføringsloven. Bøden er på tre mio.kr.
Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen, der er meget tilfreds med dommen, vil nu rette henvendelse til Egmont og Bonniers, der udgiver kuponhæfter og bede dem luge ud blandt deres annoncører.
Dansk Præmieinvest blev bla. dømt for at have betegnet køb af præmieobligationer som en god opsparing, selv om man fik meget mindre tilbage ved salg/udløb end man betalte for præmieobligationerne. For at have brugt udtryk som “spille gratis med” selv om det kostede over 4.000 kr. Og for at have givet udtryk for, at markedsføringen var godkendt af Finanstilsynet, selv om det ikke var tilfældet.