Trendsales er mest kendt som en second hand portal, men sitet er rent faktisk også en mode-portal med et voksende udvalg fra professionelle shops, der sælger nye varer. Forleden lancerede portalen et nyt design, og i den forbindelse lanceres nu også TS Trine, en semi-fiktiv person.

– TS Trine er vores alter ego, en personificering af Trendsales, som brugernes inspirerende, kritiske og humoristiske veninde. Vi følger hendes daglige singleliv, samtidig med at hun er i dialog med brugerne, der kan vende spørgsmål eller kommentarer med hende. Det er et forsøg, men vi håber hun vil hjælpe med at holde os i ørerne, debattere hvad hun nu finder relevant, og i sidste instans skabe tillid og øge kunde-loyaliteten, siger Pernille Rasch, marketingchef i Trendsales.

Med knap 10 år på CV’et er Trendsales en gigantisk succes. En halv million har oprettet en profil, og sitet har ca. 40 millioner sidevisninger månedligt.

– Trendsales har været stort set alene på markedet i de første år, men i de senere år er konkurrencen blevet skærpet – fra andre second hand sites og fra webshops. Samtidig kan vi se, at gennemsnitspriserne stiger lige nu, hvilket vidner om stigende efterspørgsel på second hand generelt og et voksende marked for mere eksklusive genbrugsvarer.

TS Trines liv udfolder sig i realtime, og den fiktive persona vil løbende fortælle om personlige oplevelser som måske – måske ikke – er virkelige hændelser. Hun vil være aktiv på Facebook, Pinterest, Twitter, blogs og som ”almindelig” debattør.

– Det er oplagt, at TS Trine vil give sine followers tips og hjælp til at finde de bedste køb. Samtidig vil hun smelte eget privatliv sammen med den fiktive persons. Vi har bevidst ikke skrevet en drejebog bortset fra nogle ”objektive” karakteristika som fx, at hun hedder Trine Svendsen, er en 25 årig fynbo, arbejder på en større avis som kontorassistent, og at hun er uden kæreste, festpige og bor på Christianshavn.

I den virkelige verden arbejder TS Trine i Trendsales’ marketing-afdeling, og af hensyn til marketingloven er Trendsales afsender af hendes budskaber, ligesom hun ikke har en ”neutral” personprofil på Facebook, men skriver via en fanpage.

– Det er jo reelt en del af vores CRM-strategi, og hvor det gode gamle værktøj Word-of-Mouth benyttes. Trine bevæger sig rundt i de digitale universer, hvor hun køber og sælger, giver gode råd og ikke mindst opbygger rigtige relationer. Vores brugere er meget involverede, og tanken er, at de i TS Trine får en veninde eller sparringspartner. Reelt har jeg dedikeret halvdelen af medarbejderens arbejdsliv til at være Trine Svendsen, slutter Pernille Rasch.

Selve idéen om at skabe en virtuel talsperson er ikke ny. SAS har en virtuel Eva chat–support, Ikea en Anne, men vi kender også persona-modellen fra diverse fiktive karakterer med Facebook-profiler som Vupti Pede eller Rikke Hansen Jensen fra P3s ”Det Sorte Ur” – samt naturligvis Politikens Nynne.