I løbet af det sidste år har Tribal DDB arbejdet på at skabe en holistisk on-line platform for Sony Europe Consumer Electronics. Det har været bureauets største opgave og har krævet 30 mand.
Til at begynde med varetog Tribal opbygningen af den tekniske infrastruktur og back-end af løsningen, men i det seneste halve år har kontoret i København arbejdet på at skabe et nyt og sammenhængende on-line univers for Sony Consumer Electronics og de European Business Units, som repræsenterer produktkategorier. En del af dem bliver repræsenteret via forskellige brandsites – fx får Walkman og Sony’s nye Personal Digital Assistant deres eget site.
Den store udfordring for Tribal DDB i arbejdet med det nye paraply-site har været at skabe en sammenhæng for alle Sonys produkter, der tidligere ikke var bundet sammen.
– I stedet for at præsentere hvert Sony-produkt isoleret giver det tekniske setup os bedre mulighed for at vise, hvordan fx et Sony kamera kan bruges sammen med en Sony laptop. Det ligger fuldstændig i tråd med “Go Create”-tanken, som Sony fokuserer sin generelle massekommunikation på. Endelig er en af de store fordele, at Sonys lokale salgsafdelinger via applikationerne selv kan lokalisere, opdatere og editere indholdet. De kan bruge ressourcerne på at kommunikere den værdi, der ligger i brandet og i sammenhængen mellem produkterne i stedet for at skabe en banal produktpræsentation, siger Niels Ranum, international account director hos Tribal DDB.

Det nye Sonyeurope.com site skal både være et branding-site for de mange produkter og på samme tid være et informativt og site, hvor brugeren kan nå ned i de tekniske specifikationer. Informationsarkitektur og gennemtestede navigationsprincipper har derfor haft en markant plads i udviklingen af sitet. Det er dog ikke alle Sony-produkter, som får et særligt “subbrand site”. Men Sony Walkman er et af de produkter, der har sit eget liv med sitet www.sony-europe.com/walkman, der er skabt i et forsøg på at brande det nu næsten generiske navn. Sitet bliver også lanceret i næste uge. jür