Håndværkerne har svært ved at følge med i det kun halvt år gamle bureau Tribal DDB. Siden fusionen i foråret mellem Generator og e-scape er det gået så stærkt, at bureauets domicil bl.a. består af skurvogne på parkeringspladsen ude bag ejendommen lige bag Langelinie i københavn.
Et nyt domicil er under opbygning et par numre nede af gaden i det gamle TV3-domicil. Hastigheden i udviklingen kommer dog lidt bag på de to dirketører i Tribal DDB, Finn Overgaard og Tomas Gorrissen. Ved fusionen i foråret havde de to bureauer tilsammen 45 medarbejdere. Nu er der 90.
– Da vi indgik kontrakten om de nye lokaler i TV3s gamle domicil i foråret overvejede vi, hvem vi skulle leje dele af arealet ud til, fordi der er plads til så mange som 125. Som det går i øjeblikket, er det et spørgsmål om, hvornår vi vokser ud af lokalerne, fortæller de to.
Med den udvikling er Tribal DDB faktisk ved at etablere sig som – om ikke det største – så i hvert fald et af de klart største danske kommunikations-bureauer. Over 100 mand samlet på en addresse er et meget sjældent syn i Danmark. Den eksplosive udvikling er hidtil mest set hos bureauer som f.eks. Framfab og Icon Medialab, men de er mere internet-bureauer, hvor Tribal DDB godt nok har mange internet-folk blandt staben nu, men dog har kommunikation som sit kerne-produkt, idet bureauet udspringer af branchen for dialog og direct marketing bureauer. Det er den konstruktion, hvor folkene bag Tribal DDB og DDB Needham Gruppen som sådan mener at have fundet et hul i markedet. “Bring humanity into the digital age“, hedder visionen.
Der er flere forklaringer bag den eksplosive vækst. En af dem er ifølge rygter i branchen, at Sony Europe har placeret et betydeligt budget hos bureauet – så betydeligt, at det alene skulle have genereret 20-30 nyansættelser. Tomas Gorrissen og Finn Overgaard vil dog ikke kommentere på disse rygter udover, at de bekræfter at have landet en stor kunde, som der er stort perspektiv i.
– Budskabet fra netværket er, at kan vi håndtere denne kunde, så kan der lande flere kunder af samme kaliber på vores bord., fortæller adm. dir. Finn Overgaard.
Tribal DDB i København er i det nye netværk udpeget som kompetence-center på CRM (Customer Relationship Management). Netværket blev etableret i foråret på globalt plan med nu 21 kontorer verden over. Andre kontorer i netværket dækker så andre kompetencer.
– Kan vi få det her koncept til at fungere, så får vi uhyggeligt mange kompetencer at tilbyde, siger Finn Overgaard og tilføjer, at virkeligheden nu også handler om, at Tribal DDB København nu sigter højere.
– Med vores baggrund kan vi nu “pitche“ mange steder i verden frem for blot Danmark, tilføjer dir. Tomas Gorrissen.
Men der er andre årsager til den eksplosive vækst.
– Generator var eksperter i dialog, mens e-scape var et internet-bureau. Når man bringer de to sammen, så får du et CRM og One-to-one orienteret bureau, som kan håndtere disciplinerne både traditionelt og online. Vores budskab om fusionen var reelt blot, at vi kan levere alle de samme ting som tidligere – nu har vi blot internettet med i pakken. Det budskab har virket utroligt effektivt. Alle vores kunder har konstateret, at vi nu bevæger os samme vej som dem, fortæller Finn Overgaard og tilføjer, at han grundlæggende ser konceptet som et online kommunikationsbureau med fokus på relationer.
– Jeg tror, vi begge havde en fornemmelse af, at vi lå foran en kæmpestor bølge. Med fusionen fik vi skabt et surfbræt, som vi nu rider på, siger Tomas Gorrissen.
Der er ingen tvivl om, at internettet har medvirket til at sætte alvorligt skub i virksomhedernes CRM-investeringer.
– Men udviklingen skyldes dog flere faktorer. Væsentligst er, at nettet gør det billigere og mere enkelt at håndtere relationere. Men f.eks. er databaser også blevet væsentligt lettere at arbejde med. Men det skyldes også, at en af de eneste knappe ressourcer i vores overkommunikerede og overflods-samfund er menneskelige relationer. Hvis man vil have opmærksomhed i et sådant miljø, så skal man gøre sig umage med dialogen, siger Tomas Gorrissen.
Der er ingen tvivl hos nogen af dem om, hvad der styrer bureauet. I modsætning til traditionelle reklamebureauer er det en meget stærk konsulent-stab, der er ses som den helt afgørende styrke. Og her har de bevæget sig meget ud i kundeverdenen, når de har skullet rekruttere folk. Det betyder, at der nu sidder folk som Morten Gjøl, der har kørt Statoils Premium Club, Torben Vejen, der har kørt Tele Danmarks CRM-aktiviteter, Anders Hyttel, tidligere divisionsdirektør hos Telia og Henrik Sclüntz, som har haft sin egen is-fabrik.
– Vores konsulenter skal være tunge folk med dyb indsigt i virksomheders organisation og forståelse for, hvordan man driver et projekt igennem. Til gengæld søger vi gerne mere utraditionelle steder efter kreative og internet-folk. Vi har f.eks. tekstforfattere fra universiteterne og en programmør, der er udlært kok på Falsled Kro. Jeg tror, det er en god ide for reklamebranchen at smide skyklapperne og se anderledes og mere åbent på folk uden for reklamebranchen, siger Finn Overgaard, og understreger, at rekrutteringen også foregår uden for landets grænser.
– Vi vil gerne afspejle dyb respekt for mennesker bredt, og derfor vil vi gerne være et bureau med mange forskellige folkeslag, siger Finn Overgaard, der samtidig kan konstatere, at vækst og fusion rider på en bølge af pioner-ånd hos medarbejderne.
– Engagementet i medarbejdergruppen er styrken. Men det betyder ikke, at der arbejdes 24 timer i døgnet. Vi søger at undgå at spilde tiden og planlægge, så vi generelt kan komme hjem i ordentlig tid og få mulighed for at have et liv uden for bureauet.