Det går godt på havnen i Odense, hvor Nørgård Mikkelsen kan tilføje Trip Trap Woodcare til kundelisten. Virksomheden producerer og markedsfører træplejeprodukter og kommer oprindeligt af den familieejede Trip Trap koncern, men ejes i dag af en række investorer.
− Vi har et ønske om ekspansion på udvalgte markeder. Efter i mange år at have kørt med samme koncept, syntes vi, det var på tide med ny inspiration til den fremtidige marketingstrategi og kommunikation. Nørgård Mikkelsen præsenterede en overbevisende løsning, som skilte sig ud og åbnede nye veje, siger Trip Trap Woodcares adm. direktør Benny Møller.
− Både mine medarbejdere og jeg føler os godt hjemme i samarbejdet med Nørgård Mikkelsen. At valget faldt på netop dette bureau skyldes især tre forhold: Et visionært oplæg på marketingstrategi og kommunikation, bureauets klare kompetencer fra andre produktlanceringer på andre markeder, og så den gode kemi og dialog undervejs, fortsætter Benny Møller.
Kontaktdirektør Kent Thomsen, Nørgård Mikkelsen, tilføjer:
−Trip Trap Woodcare har stor succes i Europa og på det globale industrimarked, men ser nu et stort vækstpotentiale for de forbrugerrettede produkter på flere eksportmarkeder. I første omgang skal vi bidrage med marketingstrategi og kommunikation samt udvikle og udrulle et nyt e-handel koncept. Opgaver, vi glæder os meget til at komme i gang med – på områder, hvor vi tror, vi virkelig kan gøre en forskel.
Nørgård Mikkelsen landede Trip Trap Woodcare efter en bureaukonkurrence med deltagelse af to andre bureauer.