I løbet af marts og april gennemførte Triumph en bureaurunde med flere bureauer involveret og nu er valget faldet på det københavnske kommunikationshus Advance – et bureau, der i forvejen arbejder internationalt for størsteparten af sine kunder.
Advance er dermed nyt lead-bureau på henholdsvis Triumph- og Sloggi-mærket på syv markeder – Danmark, Norge, Sverige, Finland, Belgien, Holland og Luxembourg.
Christian Drachmann, Brand Director Northern Europe siger:
– Vi har kigget efter et bureau, som evner at arbejde både strategisk og kreativt på tværs af kanaler og som samtidig er internationalt orienteret, da vi dækker syv markeder med forskellige konkurrencesituationer. Triumph er et af verdens ældste lingerimærker og har igennem tiderne lavet markant kommunikation. Og det forventer jeg, vi kommer til igen.
Hos Advance glæder Client Service Director Søren Brandt Lassen sig naturligt over den nye kunde på bureauet:
– Både Triumph og Sloggi er markedsledende kvalitetsmærker med spændende strategiske udfordringer på tværs af Norden og Benelux. Med mange internationale virksomheder på kundelisten er det naturligt for os at arbejde internationalt, bl.a. for Piz Buin, hvor kvinder ligeledes er den primære målgruppe, så på indsigtssiden vil der være oplagte synergier. Samtidig er lingerimarkedet virkelig interessant at arbejde med, fordi valg af undertøj er så personligt og intimt. Så både vores kreative og plannere har fået en sjov og spændende udfordring, siger Søren Brandt Lassen.
Tidligere i år rykkede Triumph i øvrigt sit mediabudget for samme mærker og samme markeder fra Mindshare til IUM.