Kunde & Co. er indtil videre ”kommet meget bedre end forventet” gennem coronakrisen, lyder det fra stifter og ejer Jesper Kunde, efter offentliggørelsen af bureauets årsregnskab for 2019.
Det er først sket nu, da bureauet benyttede sig af Erhvervsstyrelsens forlængede frist for at indlevere regnskaber under corona-pandemien.
– Vi var usikre på krisens omfang, og ved at vente med vores regnskabsaflæggelse kunne vi båndlægge vores resultat og bruge det som en hjælp, hvis 2020 tegnede helt forkert, lyder det i en pressemeddelelse fra Jesper Kunde, der i marts fortalte til Markedsføring, at ”vi ruster os til at det bliver meget voldsomt”.
Der var derfor tvivlsomt, om Kunde & Co. som vanligt ville udlodde overskuddet – i 2019 på knap 14 millioner kroner – i udbytte til aktionærene.
– Det gør vi hvert år for at holde os til ilden, og jeg er glad for, at vi har så stærk en forretning, at det også kan lade sig gøre i år, siger Jesper Kunde, der mener, at Kunde & Co. ”handlede helt rigtigt, da pandemien ramte”, til Markedsføring.
– Jeg har jo været igennem flere kriser, så jeg ved, at marketing-ydelser ofte er noget af det første, virksomhederne skærer fra i krisetider, og at vi skulle handle hurtigt.
Millionoverskud i 1. kvartal
Kunde & Co. sagde farvel til en række medarbejdere, de tilbageblevne gik 20 procent ned i løn, mens Jesper Kunde selv gik 50 procent ned i løn.
Samtidig blev der sat to klare mål i bureauet, der siden 2014 har leveret et akkumuleret overskud på mere end 75 millioner kroner.
Nøgletal Kunde & Co. A/S
Tal for 2019 (i parentes 2018)
Nettoomsætning: 234.168 mio. kr. (259.142)
Driftsresultat: 18.136 mio. kr. (20.233)
Årets resultat: 13.962 mio. kr. (15.858)
Gns. Antal medarbejdere: 191 (205)
– Vi ville gå i nul til 1. august og klare os frem til 1. januar. Det første er vi nu lykkedes med. Det skyldes dels, at bureauet havde en fin start på første kvartal, hvor vi havde seks millioner kroner i overskud, men også på grund af hårdt arbejde, lyder det fra Jesper Kunde.
Umiddelbart efter, at corona-pandemien lukkede store dele af verden ned, oplevede Jesper Kunde, et ”fuldt stop og udsættelse af opgaver for mange kunder”, men nu er der kommet gang i forretningen igen.
– Det svære er, at få nye ting sat i gang, siger Jesper Kunde, der mener at Kunde & Co. er kommet relativt nådigt gennem krisen ”ved hjælp af en god portion udholdenhed og afvikling af mange møder på distancen”.
Dertil kommer, at bureauet har en god spredning i kundeporteføljen.
– Der er jo ikke alle brancher, der har oplevet en voldsom nedgang og sat alt i stå under krisen, så det har også hjulpet os, siger Jesper Kunde.
Ser lyst på fremtiden
Efter finanskrisen oplevede Kunde & Co en fremgang, og han håber på, at noget lignende kommer til at ske post-corona.
Det binder han op på, at virksomhederne i krisetider søger ”mod det solide valg, hvor der er større sikkerhed for at ens branding- og markedsføringsindsats kommer til at virke”.
– Det står vi for, og derfor tør vi tro på fremtiden, siger han.
Dertil kommer, mener Jesper Kunde, at den nye virkelighed efter corona kombineret med den grønne omstilling er en cocktail, der øger virksomheders behov for at blive re-positioneret.
– Endvidere betyder færre messer og fysiske salgsbesøg, at det bliver endnu mere nødvendigt for virksomhederne at komme ud til til sine kunder ved hjælp af marketing.