Normalt er det kun ministre og absolutte toppolitikere, der hyrer en af slagsen. En spindoktor.
Sådan en var Peter Arnfeldt – der i disse dage i vælten i en sag vedrørende lækkede skattepapirer fra dengang Troels Lund Poulsen (V) var skatteminister – og erfaringerne fra det samarbejde har ikke skræmt den tidligere minister væk fra at anvende en kommunikationkyndigs evner.
Sammen med sin kæreste, Sophie Løhde, og Hans Andersen – alle menige folketingsmedlemmer for Venstre – søger han nu en presse- og kommunikationskonsulent, der skal tage sig af pressehåndteringen og rådgive dem om sundhed, forsvar og socialområdet, som er deres ordførerskaber.
– Det er en nyoprettet stilling, fordi vi vil opruste kommunikationsdelen. Tidligere har vi haft studenter ansat, men nu puljer vi sammen til en fuldtidsmedarbejder. Så forhåbentlig er der en knalddygtig journalist, der har lyst til at søge jobbet, siger Sophie Løhde til Jyllands-Posten
Flere andre i Venstres folketingsgruppe er gået sammen om at splejse til en kommunikationsmedarbejder, blandt andre Søren Pind, Lykke Friis, Martin Gertsen, Peter Christensen, Karen Ellemann og Inger Støjberg. Det er almindeligt, at politikerne har studentermedhjælpere, praktikanter og HK’ere, men nu har endnu tre Venstre-politikere altså besluttet at opruste til en uddannet journalist eller kommunikationskonsulent, der blandt andet har erfaring med ”håndtering af pressesager med offentlig bevågenhed”.
Ansættelsen sker for de penge, som Venstre modtager i gruppestøtte hvert år. Partiet fordeler herefter gruppestøtten til politikerne, der så kan bruge dem på at ansætte hjælpere.
Jyllands-Posten