VisitDenmarks nye marketing-samarbejde med amerikanske Dreamworks Animation og Twentieth Century Fox, der producerer og distribuerer den biografaktuelle animationsfilm Trolls, byder på en omfattende global kampagne for Danmark som turistland.
Samarbejdet giver den danske organisation rettigheder til at bruge Trolls artwork og logo, og med budskabet: Find your happy Place in Denmark – Home of the Trolls kører den tværnationalt og på en række forskellige platforme frem til juni 2017.
Der sættes ind på både egne og købte medier, og som led i kampagnen får VisitDenmark adgang til Fox’ internationale samarbejdspartnere og deres kanaler i en række lande:
Fx får Danmark og troldene synlighed på McDonalds’ Happy Meal-bokse i hele Tyskland, ligesom begge parter rykker ind i udstillingsvinduet hos det tyske rejsebureau DerPart, som har 450 butikker over hele landet.
Og der er store forventninger til kampagnen, siger Anja Hartung Sfyrla, der er chef for forretningsudvikling i VisitDenmark.
Udnytter film-buzz
– Den globale konkurrence om turisterne er benhård, og vi er nødt til at gå nye veje og tænke ud af boksen, når det gælder markedsføring af Danmark som rejsemål. Trolls-indsatsen er et eksempel på, at destinationsbranding i dag kan ske gennem samarbejde med mange typer af partnere. Med Trolls som ambassadør, får Danmark mulighed for at få opmærksomhed på en ny og anderledes måde, der differentierer sig fra andre destinationer, siger Anja Hartung Sfyrla.
Og som hun tilføjer, så giver samarbejdet mulighed for at udnytte den buzz, der opstår omkring filmen til at brande troldens hjemland.
– Det giver os mulighed for at skabe kendskab til Danmark som feriedestination gennem en lang række kanaler, som ellers ikke havde været muligt med VisitDenmarks budgetter.
Bygger på gode erfaringer
Turisme-organisationen har de seneste to år arbejdet strategisk med at udnytte krydsfeltet mellem turisme og film.
Det har skabt gode resultater via et samarbejde med de danske filmfonde og internationale distributører – både med danske film som En kongelig affære, Fasandræberne og senest den internationale produktion, Den danske Pige, som er optaget i Danmark.
Kampagnen, der kørte i forbindelse med sidstnævnte film, blev set af 7,5 millioner mennesker i fire markeder, og med det nye samarbejde omkring den biografaktuelle ”Trolls”-film forventer organisationen at opnå det største antal eksponeringer nogensinde på tværs af de prioriterede markeder.
Du kan se en trailer for filmen, der har premiere i Danmark den 13. oktober, her.