Gorillaen kom, slog på tromme og vandt alverdens priser. Og nu må selv regnedrengene nikke anerkendende af den Phil Collins-glade Gorilla.
Firmaet bag Gorillaen, Cadbury, har nemlig i tredje kvartal i år sikret sig en indtjeningsstigning på 11 procent.
Gorillaen kan blandt andet tage æren for, at to nye chokoladebarer i den serie, som aben slog på trommer for, har solgt rigtig godt.
Men derudover har Cadburys lancering af en helt ny chokoladebar samt en generel prisstingning på fire procent også bidraget til det gode regnskab, vurderer virksomheden.
Som kronen på værket har Cadbury valgt at underskrive en aftale, der sikrer en officiel sponsoraftale med OL i London i 2012.
Alt er dog ikke fryd og gammen i chokoladeland.
Offentliggørelsen af den 200 millioner kroner dyre sponsoraftale kommer nogenlunde samtidig med, at Cadbury fremlagde planer om at fyre 600 medarbejdere.
Endelig forventer flere engelske medier, at sponsoraftalen vil møde stor modstand hos sundhedsfolket, der ikke mener, at sport og chokolade er et passende match, særligt når OL-arrangørerne tidligere har lovet, at Legene skal handle om at få unge i bedre form.
ac