Så er der åbnet for indstillinger til årets udgave af Danmarks reklamefilmpris The True Award. Juryformand Christian Bévort siger om årets konkurrence:
– I kriseåret 2009 lykkedes det os at holde et højt niveau i de indsendte arbejder – både hvad angår kvalitet og antal. Derfor er vi optimistiske i vores forventninger til årets konkurrence.
Selv i det meget fragmenterede mediebillede fremstår de gode reklamefilm fortsat som kreative fyrtårne, andre kommercielle kommunikationsdiscipliner henter inspiration fra.
– Og da investeringerne i kampagner til tv og biografen snart er tilbage på niveauet fra før finanskrisen, er det super relevant at holde fast i at arbejde for en stimulering og belønning af høj kvalitet i reklamefilm, mener Bévort.
– Samtidigt vil der givetvis være flere online-film med i konkurrencen, og det er måske nok der, vi vil finde den største udvikling i kreative løsninger. Udfordringen i disse kategorier er, at filmene ofte er en del af en integreret kampagne, og derfor har vi i år opfordret til, at man indsender beskrivelser af hele kampagnen for at kunne vurdere filmene i den kontekst de har været vist, siger Christian Bévort.
I år skal potentielle deltagere være opmærksomme på, at indsendelsesperioden er kortere end normalt, og at deadline (3. september) ligger helt fast.
– Så man bør ikke vente til sidste øjeblik eller forvente, at vi kan tage film ind efter deadline, slutter juryformanden.
Der uddeles priser i de følgende kategorier:
Hovedkategorierne:
• Bedste film
• Bedste filmkampagne
• Bedste viral film
• Bedste Internet Film
• Publikumsprisen
De tekniske kategorier er:
• Bedste instruktion
• Bedste foto
• Bedste set design
• Bedste sounddesign
• Bedste visual effects/3D
Samlede priser:
• Årets filmselskab
• Årets reklamebureau
• Årets annoncør
Indtil den 3. september 2010 er der mulighed for at sende årets bedste reklamefilm ind på www.trueaward.dk.