Da amerikanske nyhedsmedier lørdag aften dansk tid udråbte vinderen af præsidentvalget, publicerede Vipp en billedkommentar på de sociale medier. 

Den fik brandets sociale platforme til at gløde og følgere til at dele og like med stor hast. 

– Aktiviteten skabte lynhurtigt et reach på over en kvart million uden en krone bag, oplyser Vipp til Markedsføring. 

Og opslaget deles fortsat på diverse platforme. 

”Det her var en stærk idé”

Kasper Egelund, CEO, Vipp, siger om årsagen til, at Vipp gik ud med det lidt specielle budskab:

– Det humoristiske element er vigtigt – fordi det er afvæbnede. Det var en del af min “instant love” med dette stykke kommunikation.

" Vi er kommet usædvanlig langt ud over rampen.
Maia Schwartz | Global PR og Communication Manager | Vipp

Kasper Egelund peger videre på, at Vipp er ”en familiedrevet virksomhed med et globalt mindset”:

– Vi har holdninger til vores design og til den verden, vi lever i. Dem vil vi gerne kommunikere. Vi beundrer brands, der har noget på hjerte, og vi forfølger selv de idéer, vi tror på, siger han og tilføjer:

– Som designvirksomhed er vi drevet af idéer, og det her var en stærk idé.

”Point of view på verden”

Det er bureauet Saatchi og Saatchi som har fostret idéen.

Og herfra mener kreativ chef, Sebastian Jensen, at ”brands med noget på hjerte, er dem som har mest taleret over for forbrugeren”:

– Relevans er som altid udgangspunktet, men der er langt højere krav til timing. Det var derfor vi hjalp Vipp med at kanalisere den klare indsigt over i en så enkel og stærk idé som muligt, siger han og tilføjer: 

– Den skulle have en form, der ramte klokkerent i det rette øjeblik. I øjeblikket handler god kommunikation ikke kun om brand og produkt, men om at have et point of view på den verden, vi lever i. 

Langt over benchmark

Og ifølge Maia Schwartz, Global PR og Communication Manager hos Vipp, gik opslaget rent ind:

– Hvor benchmark for branchen er, at man normalt rammer to procent af sine følgere med organisk indhold har vi ramt 271 procent i dette tilfælde, siger hun og tilføjer:

– Med andre ord: Vi er kommet usædvanlig langt ud over rampen og det skyldes alene at vores følgere har taget godt imod budskabet og ønsket at videredele vores brandkommunikation.

Ifølge Kasper Egelund har Vipp også modtaget ”mange varme reaktioner fra både kunder og andre designinteresserede”:

– Og også reaktioner fra flere af virksomhedens partnere rundt omkring i verden, som spontant har skrevet for at applaudere, oplyser han.