Sidste år rykkede kommunikationsbureauet Friday ind i større lokaler på Bredgade i København, da kampen om skrivebordene var ved at blive lige lovlig underholdende – og pilen peger fortsat i den rigtige retning for det tre år gamle bureau.

Således har man netop oprustet med endnu en senioprofil i skikkelse af Mathilde Lykke Bülow, og hun kommer fra ”den anden side”  – nærmere bestemt fra en stilling som kommunikationschef hos den internationale vækstvirksomhed Trustpilot.

Herudover kommer hun med mange års erfaring fra bl.a. Metroselskabet og TDC.

Mathilde Lykke Bülow vil hos Friday fokusere på PR og issue management, men vigtigst er kompetencen til at sætte sin erfaring i spil hos kunder, der har brug for overblik og skarp rådgivning om kommunikation, lyder det fra bureauet.

– Friday er et seniorbureau med streg under senior. Det betyder, at vores rådgivere pine død skal have set og prøvet lidt af hvert – og have modet og selvsikkerheden til at overføre deres erfaring til de kunder, vi hjælper. Og der passer præcis Mathildes profil og erfaringer perfekt ind, siger Lars Bo Kirk, der er adm. direktør i Friday.

Tyvstartede i jobbet

Selv siger hovepersonen, der i øvrigt måtte tyvstarte i stillingen på grund af en hastesag for en kunde, der passede godt til hende:

– Efter nogle virkelig spændende år hos Trustpilot ville jeg gerne prøve at sidde på den anden side af bordet – på bureausiden. Så jeg ringede til det mest spændende bureau i Danmark lige nu, Friday – og fik ret hurtigt et job.

– Mathilde er ikke bare dygtig og rar at være sammen med. Hun ved også qua sin erfaring præcis, hvad moderne kommunikationshuse skal kunne – og hvad kunderne har brug for. Og der har hun vurderet, at Friday var det bureau, hun helst ville arbejde i, hvilket vi selvfølgelig er vildt stolte af, siger Lars Bo Kirk.

Mathilde Lykke Bülow er uddannet cand.merc. og har gennem de seneste år stået i spidsen for Trustpilots PR og kommunikationsindsats i både Danmark og udlandet, mens virksomheden voksede fra 250 til 500 medarbejdere.

Hun startede officielt hos Friday den 1. marts.