Tryg i Danmark smba, der er storaktionær i TrygVesta, køber fitnesskæden
Sats for 1,3 milliarder kroner, meddeler selskabet. Med købet af Sats får
Fitness.dk, som Parken Sport & Entertainment købte i sommer, en
kapitalstærk konkurrent.
Det er den første store investering fra Tryg i Danmark smba, efter at
selskabet fik tilført 5,7 milliarder kroner fra børsnoteringen af
TrygVesta sidste efterår.
Købet ligger på linje med den strategi, som bestyrelsesformand for Tryg i
Danmark smba, Mikael Olufsen, lagde for dagen umiddelbart efter
børsnoteringen. Den gang sagde han til RB-Børsen:
– Vi investerer i tryghedsskabende virksomhed som for eksempel
sikringsvirksomheder, health care-selskaber eller lignende, men vi har
ikke noget konkret på bedding lige nu. Det bliver sandsynligvis i ikke
børsnoterede foretagender, hvor vi kan få en bestemmende indflydelse. Det
er dog noget, vi vil gøre i ro og mag, for vi har ingen hastværk, sagde
han. /ritzau/