Tryg-koncernen er i gang med at finde et nyt nordisk leadbureau, og den proces går helt efter planen. Den næste måneds tid er fire bureauer fra Danmark og Norge i gang med at skabe godbidder til strategien, som Steffen Lundgren Kristensen, Head of Corporate Identity & Group Marketing, så skal evaluere:
– Med udgangen af marts står vi formentlig med det bureau, der skal levere den nye kommercielle kommunikation for os, siger Steffen Lundgren Kristensen. ”Og inden du spørger, får du ikke at vide, hvilke bureauer vi har i finalen. Men vi har meget kompetente folk med, og de er både fra Norge og Danmark.”
Er I inde i processen for at facilitere bureauerne?
– Vi har en åben pitch i den forstand, at bureauerne må henvende sig og spørge ind til opgaven, hvis de har behov for informationer, men vi har ikke lagt forretningskritiske informationer ud til dem. De tre ”tabende” bureauer sidder jo måske sammen med vore konkurrenter, når vi har valgt en vinder.
Kan du ikke løfte sløret for opgavens karakter?
– Det er ingen hemmelighed, at vi er stolte over Trygs brand og positionering, så det nye leadbureau skal ikke opfinde den dybe tallerken fra bunden. Vi er på rette vej brand-mæssigt, og derfor eftersøger vi nok i højere grad taktisk kommunikation – hvis du sammenligner denne pitch med den sidste, vi var igennem. Vi skal kort og godt sælge produkter med den nye kommunikation.
Af ren og skær nysgerrighed: Somme tider hører jeg, at de fleste bureauer stort set leverer den samme reklame-grød. Passer det?
– Det gør det i hvert fald ikke. Både blandt de fire udvalgte bureauer, og blandt de andre, vi var i dialog med før pitchen, var der enorme forskelle. Mit indtryk er, at der er endog meget store forskelle fra bureau til bureau, og derfor er jeg optimistisk på Trygs vegne. Men jeg er også optimist på bureaubranchen vegne. Der er mange meget dygtige folk der ude, og et endeligt valg kan meget vel afhænge af kemien mellem virksomhed og bureau, slutter Steffen Lundgren Kristensen.
Bates var tidligere nordisk leadbureau for Tryg, men valgte at takke nej til det wild card, Tryg tilbød Bates op til den nye pitch.