Trygfondens festivalfilm, som giver gode råd, såsom ”husk din tandbørste” og ”husk ekstra kondomer” er indtil videre nået ud til 70 lande herunder så eksotiske områder som Antigua and Barbuda og Peru. Og det på trods af at den giver gode råd til festivalgængere – på dansk. Det er derfor nok ikke selve Trygfondens råd, men snarere den visuelle side, som kombinerer det ulækre, det sexede og det morsomme, der tager kegler verden rundt.
Idéen til filmen er udviklet på &Co, selve filmen er seedet af Goviral og er instrueret af Kim Jacobsen fra Far From Hollywood.
– Vi er rigtigt stolte af resultatet, udtaler Far From Hollywood producer Christiern Topsøe-Jensen.
– Vi er meget optagede af, at de ting, vi producerer, skaber resultater. Med virale film er der kontant afregning, så det er vigtigt, at bureauet laver en god ide, og vi kan eksekvere den.
Det unge produktionsselskab bevæger sig mere og mere ind på at producere til det virale marked.
– Vi har lang erfaring i at producere til TV og biografen, og den kan vi gøre god brug af på det voksende marked for virale film siger Christiern Topsøe-Jensen og tilføjer
– Man skal dog have respekt for, at det er andre virkemidler der gør sig gældende i virale film. MSOL
Se filmen på: www.farfromhollywood.dk