Tryg indledte i august sidste år sin seneste rejse med en ny nordisk brand-platform og logo, og i dag lanceres trin 2 af kommunikationen.
Det drejer sig om reklamefilm nummer to, der fortrinsvis vises på TV 2, mens en tredje film er på plads til senere udsendelse.
– Omdrejningspunktet i filmene er, at ”når du er tryg, er du dit bedste jeg”, siger Christian Bjerring, nordisk marketingdirektør hos Tryg.
– Samtidig tager vi skridtet videre og siger: ”Giv din tryghed videre.” Det er naturligt for Tryg at sige det, fordi det er det, vi dagligt siger til kunderne.
Det er et stykke særdeles vellykket kommunikation, forsikringskoncernen søsætter, og den er igen skabt af Martin Werner fra Bacon med Bates som hovedbureau, hvor Søren Nøhr og Peder Schack er drivende kræfter. OMD er mediabureau på kampagnen.
Fortællingen i filmen drejer sig om en kvinde, der sidder og læser i et tog. Hun står af ved en helt normal station ved aftenstide, og forfølges af en knægt med hætten på sweatshirten slået op.
– Den unge mand kommer bagfra og lægger hånden på kvinden. Og det gør han, fordi hun har glemt sin taske i toget. Han viser dermed spontant sine gode egenskaber, da han afleverer tasken. Begge er trygge, de smiler til hinanden, og den krybende utryghed hos iagttageren viser sig at være baseret på fordomme, fortsætter Bjerring.
– Ud over, at vi alle bærer på fordomme, maner filmen til eftertanke, håber jeg. I en normal-situation er vi nemlig alle trygge ved at færdes i toget – og i livet i almindelighed. Omsorgen og hjælpsomheden eksisterer jo, og Tryg vil gerne bidrage til det budskab.
Den tredje film, der først sendes i luften senere på foråret, skruer op for tonen i ”giv trygheden videre,” og den er endnu skarpere i budskabet.
Følelserne i film 3 har mere kant samtidig med, at både film 2 og 3 elegant underspiller budskabet. Bag alle tre film ligger i øvrigt samme payoff, nemlig at det handler om at være tryg.
Filmen lanceres i dag i Danmark og Norge, mens Sverige og Finland følger senere. Hvilket illustrerer endnu en finesse ved filmene, nemlig at de er skabt neutrale i forhold til alle fire nordiske lande.
Om kort tid fortsætter kampagnen i en lidt anderledes variant på print og outdoor.
Læs mere om kampagnen i Markedsføring 6-2011, der udkommer i uge 19.
Se filmen her.
/embed>