fg@markedsforing.dk
Alt tyder på, at Tryg traf et trygt valg, da man i foråret besluttede at vende tilbage til en 7 år gammel kommunikations-stil. Filmen med kyllingen, der sidder under et bilhjul, er en klassiker, som mange af selskabets kunder fortsat huskede, selvom den ikke havde været vist i 7 år.
Derfor besluttede man at vise filmen igen sidst på foråret – mens man arbejdede på en ny serie efter samme koncept. Den fik så premiere i sommerferien med en film, der viser en ræveunge, der ligger og sover, mens en hønemor står ved siden af og vogter.
Selvom det givet må være svært at skabe en efterfølger for en enormt populær film, så ser det ud til at lykkes, viser Markedsførings Karakterbog, der produceres af ACNielsen AIM. Kendskabet til filmen er betydeligt, og Brandingen er helt i top. Men spørgsmålet er så selvfølgelig, om folk også husker filmen og afsenderen for no get positivt. Og det er tilfældet. Filmen opnår et 11-tal i ad-liking, og karakteren er ret gennemgående. De yngste målgrupper er bedst til at huske film og afsender – men til gengæld lidt mere lunkne. Et 10-tal i ad-liking kan dog næppe siges at være en dårlig score.
Grundlæggende kan man ikke sige meget andet end, at filmen scorer i top over en bred kam. Der er lidt variationer, men ikke væsentlige.
Tryg har i den seneste årrække levet en turbulent periode med forskellige ejerskifter og skiftende fokus. Nu er forsikrings-selskabet tilbage til rødderne – man er trygheds-leverandør – og det er det, de nye film skal fortælle.
Lisbeth Mundrup fra ACNielsen AIM konstaterer, at det er svært at sige andet end et stort tillykke til Tryg
– Det er utrolig flotte resultater, især også i sammenligning med de resultater vi ellers har set i Karakterbogen over de sidste 3 år og set i lyset af tidligere resultater fra forsikringsbranchen. Blandt alle de film vi har testet siden 2000, er det faktisk kun en reklame for Tu borg Squash som scorer bedre end Trygs reklamefilm. Resultaterne fra disse to film viser, at findes det rigtige koncept, så kan det tåle et lang liv på tv uden, at forbrugerne bliver trætte af reklamerne. For det er nemlig ikke kun brandingen, der er høj for de to film, likability scoren er også blandt de højeste. Sammenlignes resultaterne for Tryg med resultater for andre tv-reklamer testet for andre forsikringsselskaber i Karakterbogen, så er Trygs resultater uden sammenligning – de er suveræne – i hvert fald når vi taler om branding og likabilty. Som formidler af reelle salgs-budskaber eller opfordringer til at eventuelt at kontakte Tryg, er spørgsmålet, om ikke filmen er for hyggelig og harmonisk. Skal de skabe handling – og det ved jeg jo ikke, om de skal – så mangler der nok en opfølgning eller en ‘krølle’ af en slags, siger Lisbeth Mundrup.

Skema:
Ræven og hønen
En ræveunge ligger og blunder, mens man kan høre torden og uhygge i baggrunden. Kameraet zoomer ud og det viser sig, at en hønemor står lige ved siden af og vogter over ræveungen. “Det handler om at være Tryg”.

Annoncør: Tryg Forsikring bureau: Buhl UnLtd

Kendskab 83
Branding 65

God 53 Meget god 24
Dårlig 14 Meget dårlig 3

Karakterer:
Kendskab 9 Branding 13 Adliking 11 Samlet 11