Der ligger milliarder og atter milliarder i Tryghedsgruppen, der ejer 60 pct. af Trygvesta. Førsteprioritet er at støtte en voldsom Trygvesta-ekspansion uden for landets grænser, der kan fordoble selskabets størrelse. De 25-30 mia. kr., som gruppen menes at disponere over, er først og fremmest øremærket til at finansiere forsikringsgigantens formentlig ganske store opkøb, forklarer adm. direktør i Tryghedsgruppen Lennart Meineche.
– Vi skal kunne understøtte Trygvesta i et opkøb. Og vi har nogle finansmodeller, der løbende sikrer, at vi kan gøre det. Der snakker vi ikke et opkøb i størrelsesklassen som Moderna Försäkringar (ca. 2 pct. af det svenske marked, red.), men et opkøb i samme størrelsesorden som Trygvesta selv, siger Lennart Meineche og fortsætter:
– Ikke at jeg snakker om noget specifikt selskab. Men det er vores vigtigste formål.
Trygvesta var ved fondsbørsens lukketid i går 21,7 mia. kr. værd. Lennart Meineche understreger samtidig, at Tryghedsgruppen også har nok reserver til at gennemføre den satsning på sundhedsområdet, som dagbladet Børsen beskrev i går.
Børsen side 20-21.