Det var en glad og tilfreds koncerndirektør, Jens Stener, der mandag formiddag fortalte medarbejderne, at TrygVesta fra den 18. august skal hedde Tryg i Danmark, Norge og Finland. I Sverige hedder forsikringsvirksomheden Moderna, hvilket er identisk med det seneste opkøb på det svenske marked.
– Det virker logisk, at vi lancerer hele koncernen under det fælles navn Tryg og med samme logo (redningskransen, red.) i Danmark, Norge og Finland. Vi vurderer, at vi får endnu større gennemslagskraft. Ændringen er en naturlig konsekvens af en stadig stærkere fælles nordisk kultur i koncernen og et tæt samarbejde over landegrænserne, siger Jens Stener.
Han fortsætter, at det er enhver marketingmands drøm, når navn og budskab i den grad går op i en højere helhed.
Hvorfor køber I ikke bare Trygg-Hansa fra Sun Alliance, så I får mulighed for at indtage alle fire lande under Trygs faner?
– Nu blander vi aldrig akkvisitioner med branding-øvelser, så det får du mig ikke til at kommentere – heller ikke for sjov. Men det giver altså god mening at markedsføre os under Moderna-navnet, siger Jens Stener.
– Det selskab har to meget stærke sub-brands, som kører videre. Det er Atlantica, der er bådforsikringer, og Bilsport & MC, hvilket giver sig selv. Moderna og sub-brands videreføres i vores røde farve, fortsætter han.
Trygs nye bureau Bates, der skal foreslå den nye, nordiske kommunikations-strategi, er allerede begyndt at arbejde frem mod lanceringen af den nordiske platform til august.
Endnu løfter Tryg ikke sløret for, hvordan den øvelse forløber. I andre sammenhænge har Stine Bosse, koncernchefen, dog fortalt, at det nordiske kommunikations-univers er en del af en offensiv kamp for nye kunder i Norden.
Forslaget om navne-ændringer skal formelt behandles på TrygVestas generalforsamling den 15. april 2010, før det er vedtaget.