TrygVesta har valgt nyt nordisk samarbejds-setup på kommunikationssiden. Og det blev reklamebureauerne Stenström/ Red Cell i Sverige, Y/R i Finland og Bates United i Norge.
Nyt leadbureau for den nordiske reklamekommunikation bliver danske Bates Y/R.
Desuden forlænger og udvider TrygVesta samarbejdet med mediebureauet OMD, som fremover skal varetage mediearbejdet i alle 4 nordiske lande.
– Vi har gennemført en meget lang og grundig proces, hvor både vores nye brand-platform og den kreative eksekvering har været i spil, siger koncerndirektør Jens Stener og fortsætter:
– Når vi kiggede på begge opgaver, var Bates i stand til at levere de bedste bud på løsningerne. Det gælder for både det strategiske niveau og de kreative løsninger.
Det nye samarbejde indledes til marts, og der er ikke skrevet en tidshorisont ind i den nye samarbejdsaftale.
Ingen kommentar
Jens Stener ønsker ikke at kommentere, hvilke andre bureauer, der var i slutspurten, men ifølge Markedsførings informationer, var Robert Boisen & Like-minded meget tæt på at fravriste Bates den store opgave.
– Vi kommenterer ikke, hvilke bureauer der deltog i konkurrencen. Men afgørende for valget af Bates er, at netop det bureau var bedst til at forstå den dobbelte udfordring, nemlig at forstå intentionen med vores nordiske brand og kernen i den kommunikation, vi gerne vil kendes for. Dertil fremlagde de også de bedste kreative løsninger, siger Jens Stener.
Det har også været et plus for TrygVesta, at de fire vindende bureauer i Norge, Sverige, Finland og Danmark i forvejen samarbejder via Bates-fællesskabet.
– Det er rigtigt at sige, at de fire bureauer blev styrket af at være en del af samme fællesskab. Det gælder både, når vi snakker om at forstå TrygVestas brand, og komme med bud på, hvordan kommunikationen eksekveres, slutter Jens Stener.
Selv om ”alle muligheder er i spil,” kommer vi ikke galt af sted med at gætte på, at navnet Tryg forsat vil indgå i forsikringsgigantens navn.
På DM området fortsætter TrygVesta samarbejdet med Sepia. På det digitale og involverende område leder TrygVesta efter en stærk nordisk samarbejdspartner, der kan deltage i det overordnede strategiske og kreative arbejde.