Med en ny digital trykkeriaftale kan Swiss Post International tilbyde de store forlag en mere miljøvenlig måde at sikre, at læsere på ferie kan få deres daglige avis. Modellen Decentralised Digital Newspaper Printing sparer miljøet for de udledningstunge flytransporter, og samtidig kan modellen spare avisen for dyre transportomkostninger. Men løsningen er mere end bare miljøvenlighed og optimering.
‒ Den her model åbner op for, at forlagene kan bringe deres aviser ud til langt flere destinationer. Ved at avisen bliver sendt digitalt til lokale trykkerier, kan forlagene i princippet få trykt sine aviser ethvert sted i verden på udgivelsesdagen. Samtidig sparer man miljøet for de CO2-tunge flytransporter, der ellers skal til, for at feriegæster kan modtage deres daglige avis, siger Henrik Bohn, adm. direktør for Swiss Post Scandinavia i Danmark og fortsætter:
‒ Især i ferieperioden vil det være en nem og hurtig løsning for forlagene, der ønsker at give læserne en avis, også når de på ferie.
Swiss Post administrerer hele processen for forlagene: Fra at sende den print-klare pdf-fil til et lokalt trykkeri, til at klare den videre distribution af avisen i lokalområdet. Alle aviserne printes lokalt i firfarvet tryk på almindeligt avispapir.
‒ Avisen vil fuldstændig ligne sig selv og føles nøjagtig som det eksemplar, feriegæsten ellers ville læse derhjemme, tilføjer Henrik Bohn.
I Schweiz har enkelte forlag allerede gjort brug af den nye løsning. Dermed kan læserne af bl.a. Blick, som er en af de mest læste aviser i Schweiz, købe lokaltrykte eksemplarer på hoteller og i kiosker på de to ferieøer Cypern og Malta. Blick udgives af den store schweiziske mediekoncern Ringier Group, som hermed viser vejen i forhold til at spare miljøet, mens læsere på ferie stadig kan få fat i et eksemplar af deres favoritavis.